pic-this-18-outline-rainbow-cropped

Konference om fremtidens filmproduktion

15.01.2018

Sæt kryds i kalenderen: PICTURE THIS_ er tilbage for anden gang torsdag 5. april 2018.

Store teknologiske forandringer har ændret forholdene for filmproduktion og givet instruktører, filmfotografer, manuskriptforfattere, designere og teknikere en hel række nye kunstneriske muligheder. Mulighederne for at skabe visuelt overvældende film, udforske nye fortællemåder og maksimere produktionsværdien er større end nogensinde.

Konferencen PICTURE THIS_ er initieret og finansieret af Nordisk Film Fonden for at sætte fokus på disse forandringer og udforske filmbranchens fremtid:

"De seneste år har vi oplevet så voldsom en fremkomst af ny teknologi, at vi er nødt til at nytænke og restrukturere de metoder og arbejdsgange, vi anvender i udviklingen og produktionen af nye film", siger Allan Hansen, adm. direktør for Nordisk Film på vegne af Nordisk Film Fonden.

"Nordisk Film Fondens ambition med PICTURE THIS_18 er at præsentere den nyeste, banebrydende viden inden for området, således at hele branchen, fra de etablerede filmprofessionelle til filmskolerne og de øvrige uddannelser, kan tage udfordringerne op og udfolde filmmediets fulde potentiale", fortsætter han.

PICTURE THIS_18 tager tråden op fra sidste års konference og dykker endnu dybere ned i koncepter som "story worlds", "guerilla filmmaking", CG/VFX, prævisualiseringsværktøjer, real-time-teknologier samt diskussioner om, hvordan vi fremover uddanner nye filmskabere samt udvikler, producerer og finansierer fremtidens film.

Programmet vil præsentere en række frontløbere og førende virksomheder inden for feltet og byde på inspirerende oplæg fra innovative filmskabere, designere, teknikere og eksperter fra hele verden, som udfordrer grænserne for digital filmproduktion.

Igen i år ledes konferencen af den prisvindende journalist og mediekommentator Kate Bulkley (The Guardian og Broadcast Magazine), som vil guide os gennem dagens oplæg og paneldebatter.

Oplægsholdere og program vil blive offentliggjort i løbet af de kommende måneder på picturethisconference.com

Konferencen afholdes på: KADK - Det Kongelige Danske Kunstakademi, Philip De Langes Allé 10, København, bygn. 51, indgang K.

PICTURE THIS_ 18 er initieret og finansieret af Nordisk Film Fonden og organiseres af Filmværkstedet / København i samarbejde og sparring med danske filmprofessionelle, KADK - Det Kongelige Danske Kunstakademi, DADIU (Det Danske Akademi for Digital Interaktiv Underholdning), Creative Europe MEDIA Desk Danmark, Copenhagen Film Fund og repræsentanter fra danske filmbrancheorganisationer.