Logo

RSS Print

LEV STÆRKT får verdenspremiere i Rotterdam

Når Den Internationale Film Festival i Rotterdam skydes i gang i slutningen af januar byder den bl.a. på verdenspremiere på Christian E. Christiansen kommende film LEV STÆRKT.

LEV STÆRKT er blevet udvalgt til at blive vist i Spectrum, en sektion, der viser nye og kommende spillefilm, som er produceret af erfarne filmskabere og kunstnere, der ifølge IFFR, leverer et væsentligt bidrag til international filmkultur.

Den Internationale Film Festival i Rotterdam finder sted fra 22. januar til 2. februar 2014. Festivalen blev stiftet tilbage i 1972 og er især kendt for sin mangfoldighed og fokuserer bl.a. på at opbygge relationer mellem filmskaberne og publikum i en uformel atmosfære.
Syv år efter ”Råzone” blev en uventet succes i de danske biografer i 2006, er holdet bag filmen tilbage med en uafhængig opfølger. LEV STÆRKT bliver - ligesom ”Råzone” - instrueret af Christian E. Christiansen og produceres af Zentropa Entertainments – i co-produktion med det århusiansk-baserede produktionsselskab M2Film.
Hvor ”Råzone” fulgte et slæng unge kvinder, er det i LEV STÆRKT de unge mænds tur.
Gaderæs, alkohol og hurtig kærlighed er alt sammen noget, der kan sparke liv i en rastløs og adrenalinhungrende vennegruppe. Men i LEV STÆRKT får kombinationen fatale konsekvenser, da Nikolaj og hans bedste ven Martin med speederen i bund slår en ung pige ihjel. Martin ryger i fængsel, og Nikolaj går fri. Ramt af skyldfølelse vil Nikolaj gøre alt for at hjælpe Martin videre, men kærligheden kommer i vejen, da Nikolaj forelsker sig i Martins drømmepige og tvinges ud i et voldsomt dilemma. Venskaber og kærlighed bliver sat på spidsen med 200 km/t, og ingen når at tænke sig om, før det er for sent.
LEV STÆRKT er en barsk fortælling om rodløse desperadoer, om venskab, loyalitet og kærlighed – og drømmen om det ultimative kick, der aldrig holder op…
 
Stærkt cast med bl.a. Shooting Stars
Som i ”Råzone” er det et talentfuldt cast, der bærer LEV STÆRKT. Efter markante roller i den Oscar-nominerede ”En Kongelig Affære” og DR’s ”Forbrydelsen”, sætter Cyron Melville sig i førersædet som Nikolaj i LEV STÆRKT. Karakteren Nikolaj er eneste genganger fra ”Råzone”, og denne gang rykker han ind i hjertet af dramaet. I rollen som bedstevennen Martin kan publikum glæde sig til at møde det unge stortalent Jakob Oftebro, som, efter at have spillet en af de bærende roller i den norske film ”Kontiki”, har en af hovedrollerne i Ole Bornedals kommende tv-serie ”1864” om slaget ved Dybbøl. Som Signe, der uforvarende kommer til at slå splid i venskabet mellem Nikolaj og Martin, ses Danica Curcic, som sidste år fik et stort gennembrud og en Reumert-nominering for Årets Kvindelige Hovedrolle for titelrollen i ”Lulu” på Det Kongelige Teater. Danica Curcic kan i løbet af 2014 opleves i flere bærende roller på det store lærred. Foruden LEV STÆRKT kan biografgængere glæde sig til at se hende i ”Fasandræberne”, Hella Joofs komedie ”Malta – All Inclusive” og Bille Augusts ”Stille Hjerte”.
Danica Curcic og Jakob Oftebro blev i december 2013 udvalgt til at være to af de ti europæiske Shooting Stars, når den internationale filmfestival i Berlin kårer morgendagens stjerner til februar.
I det rastløse og grænsesøgende slæng er også karakteren Tonny, der spilles af ”Vild med dans”-vinderen og tv-værten Joakim Ingversen samt Kenn, der spilles af Caspar Fomsgaard.

LEV STÆRKT distribueres herhjemme af Nordisk Film Biografdistribution.