Logo

RSS Print

Niels Arden Oplev instruerer filmatiseringen af Morten Kirkskovs anmelderroste debutroman, Kapgang

Efter sit store internationale gennembrud, senest med en amerikansk spillefilm og flere tv-serier i USA, er Niels Arden Oplev nu tilbage i Danmark for at instruere filmatiseringen af Morten Kirkskovs anmelderroste debutroman, Kapgang.

  • Anders W. Berthelsen, Sidse Babett Knudsen og instruktør Niels Arden Oplev. Foto: Bjørn Bertheussen

    Anders W. Berthelsen, Sidse Babett Knudsen og instruktør Niels Arden Oplev. Foto: Bjørn Bertheussen

Niels Arden Oplev startede sin imponerende filmkarriere med at instruere flere af de bedste afsnit fra danske tv-serier som Taxa, Rejseholdet og Ørnen, og siden fulgte han op med en række anmelder- og publikumssucceser i biograferne, som Portland (1996), Fukssvansen (2001), Drømmen (2006), To verdener (2008) og - ikke mindst - den gigantiske, globale succes, Mænd der hader kvinder (2009).

I de seneste år har han arbejdet i USA på tv-serien Unforgettable, thrilleren Dead Man Down med Colin Farrell, Noomi Rapace og Dominic Cooper. Og senest instruerede han pilotafsnittet af Stephen King tv-serien Under the Dome (2013) (produceret af Steven Spielberg), som netop har haft amerikansk tv-premiere med en hidtil uhørt seerrekord på 13 millioner amerikanske seere.

Baggrund
”På et møde for nogle år siden fortalte jeg Morten om at jeg gerne ville lave en film, som var i forlængelse af Drømmens univers, uden at den skulle være en to’er”, fortæller Oplev. ”Tanken var en historie, der fandt sted i Jylland i midten af 70’erne og handlede om en dreng i teenager alderen, der mister sin mor. Imens jeg sad og snakkede løs, blev Morten meget stille. Så sagde han: Hvem har du talt med? Jeg forstod ikke hvad han mente og så sagde Morten: Det er jo min historie...”
 
”Efter at have lyttet til Mortens intense beretning om sin barndom og tidlige ungdom, talte vi om, at denne historie først burde have et liv som bog. Argumentet fra min side var, at fortællingen skulle stå rent fra Mortens hukommelse og følelser, fra den research som Morten talte om at gøre og fra Mortens fortolkning af egen fortid. Resultatet taler for sig selv og historien er medrivende og inspirerende. Kapgang som film befinder sig – ifølge min krøllede hjerne – i en form, hvor den kan stå på et fundament af film, som bl.a. Drømmen”, forklarer Oplev.

Skuespillerne
Martin spilles af den unge Villads Bøye, mens Kim spilles af Frederik Winther Rasmussen og Kristine af Kraka Donslund Nielsen. Blandt de øvrige solide skuespillere i persongalleriet omkring de unge, ses bl.a. Anders W. Berthelsen, Sidse Babett Knudsen, Pilou Asbæk, Jens Jørn Spottag, Jakob Lohmann, Christine Gjerulff, Anette Støvelbæk, Kristian Halken, Steen Stig Lommer, Stine Stengade, Anne Louise Hassing og David Dencik.
 
Holdet bag filmen
Kapgang bliver instrueret af Niels Arden Oplev efter manuskript af Bo hr. Hansen, baseret på roman af Morten Kirkskov. Filmen produceres af Thomas Heinesen med Rasmus Videbæk som cheffotograf, Anne Østerud som klipper, Rie Lykke som scenograf og Jacob Groth komponerer musikken. Filmen laves med støtte fra Det Danske Filminstitut v/ konsulent Steen Bille, TV2 og Nordisk Film og TV Fond, mens FilmFyn er medinvestor. Filmen optages på Fyn i perioden 8. juli til 28. august 2013.