Logo

RSS Print

Nikolaj Coster-Waldau i ny dansk Susanne Bier-film

Nikolaj Coster-Waldau får sin første hovedrolle i en dansk spillefilm i ti år i spillefilmen EN CHANCE TIL. Filmen, der får premiere næste efterår, bliver Susanne Biers første danske drama siden Hævnen.

  • Fotograf: Isak Hoffmeyer

    Fotograf: Isak Hoffmeyer

Sidste gang Susanne Bier instruerede et dansk drama indkasserede hun en Oscar. Det var for Hævnen. Efter sidste års romantiske megasucces Den skaldede frisør, der solgte næsten 650.000 biografbilletter herhjemme, er hun igen klar til at kaste sig over et dansk drama. EN CHANCE TIL produceres af Zentropa Entertainments14 og går i optagelse den 18. november - 16. januar 2014 på Sydfyn. Filmen forventes at få biografpremiere næste efterår.
 
Nikolaj Coster-Waldau direkte hjem fra USA
Det er lykkedes Zentropa og Susanne Bier at hente en af landets største internationale stjerner hjem for at spille hovedrollen i EN CHANCE TIL: Som politimanden Andreas har Susanne Bier sikret sig Nikolaj Coster-Waldau i sin første hovedrolle i en dansk spillefilm siden 2003.  Coster-Waldau er blevet et stort navn i USA som Jaime Lannister i HBOs kæmpesucces Game of Thrones og har det seneste år også haft markante roller i gyseren Mama og Tom Cruises sci-fi-drama Oblivion. I 2014 har han den mandlige hovedrolle i den amerikanske komedie The Other Woman, hvor han spiller overfor Cameron Diaz.
 
EN CHANCE TIL bliver en stjernebesat film med danske topnavne. Resten af rollelisten vil inden længe blive offentliggjort.
 
Holdet bag Hævnen og Den Skaldede Frisør
Susanne Bier vender tilbage på dansk grund med en film som hun skaber sammen med nogle af de stærkeste kreative kræfter i Norden. Manuskriptet er skrevet af Anders Thomas Jensen baseret på en historie af Susanne Bier og Anders Thomas Jensen. Filmen klippes af Pernille Bech Christensen og Morten Højbjerg, og Signe Sejlund er filmens kostumedesigner. Nye om bord er den norske filmfotograf Geir Hartly Andreassen, som senest har været fotograf på den Oscar-nominerede storfilm Kon-Tiki samt den franske scenograf Gilles Balabaud.  EN CHANCE TIL produceres af Sisse Graum Jørgensen for Zentropa, som også har stået bag Susanne Bier-film som Brødre, Efter Brylluppet, Hævnen og Den skaldede frisør.