Kom i biografen til 50 kroner

13.08.2018

Søndag den 19. august afholdes Nordisk Films Store Biografdag. Billetter sælges til 50 kroner, og alle er velkomne til filmoplevelser på det store lærred.

Nordisk Film Biografer fejrer filmens verden og skruer helt undtagelsesvis ned for prisen og op for biografglæden. Det sker søndag 19. august, hvor biografbilletter koster 50 kroner. Tilbuddet gælder alle billetter og til alle forestillinger dagen igennem. Så nu kan danskerne igen grine, græde eller gyse for en flad 50'er i Nordisk Film Biografer.

På Nordisk Films Store Biografdag bydes danskerne tilbage fra ferie og ind i de kølige biografsale, hvor sommerferiens oplevelser afløses af eventyr på det store lærred. For mange danskere begynder hverdagen igen, men det skal ikke betyde et farvel til de store og nære begivenheder, som mange har haft med familien i ferien. Biografen danner en oplagt ramme for fælles oplevelser med familien, venner eller måske kollegerne.

"I biografen er vi sammen om en oplevelse. Ikke bare med dem, vi er fulgtes med i biografen, men også med de andre gæster, som man ikke kender. Det at få en fælles oplevelse sammen - at grine, græde eller gyse sammen - er noget, som danskerne stadig sætter stor pris på. Det kunne vi se ved vores Store Biografdag sidste år, hvor over 70.000 danskere besøgte os i løbet af en enkelt søndag rundt omkring i vores 22 biografer i Danmark," siger Vibeke Pallisgaard Wolfsberg, der er kommerciel direktør i Nordisk Film Biografer.

Filmglæde og service skal gå hånd i hånd

I Nordisk Film Biografer er det en mærkesag at vise de allerbedste film, men også at give gæsterne en rigtig god serviceoplevelse. Flere og flere danskere sætter pris på den hele oplevelse, og det er vigtigt, at hele biografturen er en succes fra start til slut. Derfor arbejder personalet i Nordisk Film Biografer hver dag på at sikre gæsterne biografglæde i alt fra den iskolde cola og de lune, frisklavede popcorn til de komfortable sæder - og selvfølgelig i selve filmen, selvom man her af naturlige årsager er mere overgivet til instruktøren og skuespillernes kræfter. 

Men rammerne omkring filmen kan man arbejde på at gøre bedst mulige, og derfor fremstår Nordisk Film Biografer landet over i allerhøjeste kvalitet hvad angår service, komfort og moderne biografteknik på lærred og i lyd og lys. Uanset alder og smag har biografen noget for alle; både entusiasterne, der ser de nye film først, og de gæster, der går mindre i biografen. Med Nordisk Films Store Biografdag vil Nordisk Film tilgodese de trofaste gæster, men også genantænde biografglæden hos de gæster, der ikke så ofte går i biografen.

"Mission: Impossible 6", "Mamma Mia 2" og børnefilm for de mindste

Nordisk Films Store Biografdag byder på film til både store og små. Helt ude på kanten af biografsædet er der højspændt action i den nyeste "Mission: Impossible 6 - Fallout" med Tom Cruise, der for sjette gang spiller rollen som IMF-agenten Ethan Hunt. Også Denzel Washington gør come-back i rollen som McCall i actionthrilleren "The Equalizer 2".

For familierne er Lille Per på spil i "Far til Fire i Solen", og der er elskelige vampyrer og søde bier i "Hotel Transylvania 3" og "Bien Maja". Til de lidt større børn vises den danske fantasy-film "Landet af Glas" med MGP-vinderen Clara Ofelia i hovedrollen.

Gysermusklerne kan røres til "The Meg", hvor en monsterhaj lurer i havets dyb, og i den mere muntre afdeling kan ABBA-fans synge med på de populære hits i "Mamma Mia: Here We Go Again!", hvor Meryl Streep er på vej til at blive bedstemor og fortidens forviklinger måske bliver opklaret.

For elskere af filmklassikere viser Nordens største biograf Imperial i København den 7-dobbelte Oscarvinder "Lawrence of Arabia" fra 1962 med Peter O'Toole i hovedrollen. Filmen vises i en 70 mm-version med ekstra bredde, så det store lærred får lov at komme til sin ret.

Derudover er endnu flere film på programmet søndag den 19. august, og hele udvalget kan ses på nfbio.dk.

Nærmere information

Billetter købes via www.nfbio.dk, NF Bio-app eller i biografens billetsalg. Billetter til Nordisk Films Store Biografdag kan kun købes, ikke reserveres.