webpressbild4dx-1

Nordisk Film åbner sin første biograf i Sverige

11.10.2018

I december indvier Nordisk Film sin første svenske biograf i Gränbystaden ved Uppsala. Det er første led i Nordisk Film Biografers indtog på det svenske marked. Det bliver en topmoderne luksusbiograf, hvor en af salene er med det innovative 4DX-koncept, som allerede er introduceret med succes i Danmark og Norge. 

Nordisk Film slår dørene op til sin første svenske biograf i Gränbystaden ved Uppsala i begyndelsen af december. Med fem topmoderne biografsale vil Nordisk Film tilbyde svenskerne et stort udbud af film, lyd- og billede i super kvalitet og gennemført luksuskomfort. I alle salene bliver det f.eks. muligt at lægge sæderne helt ned. 

Samtidig bliver Nordisk Film Biografer de første til at lancere 4DX på det svenske marked. 4DX-konceptet, som allerede med succes er lanceret i Danmark og Norge, er en innovativ teknik, der gør biografgæsten til en del af filmens handling ved hjælp af 19 forskellige effekter som vind, vand, tåge, lugt, sne, sæbebobler, varmepust i ansigtet og kilden under fødderne. I 4DX-salen kan biografsæderne bevæge sig i alle retninger mens dyser spyer luft, vand og duft. Effekterne giver en meget realistisk oplevelse af vejrfænomener, bevægelser og andre elementer i filmen. 

”Vi står bag den største biografkæde i Danmark og Norge, og nu rykker vi ind i Sverige. Vi er glade for, at vi nu endelig kan åbne vores første biograf i Sverige og tilbyde svenskerne en biografoplevelse ud over det sædvanlige. At vi samtidig er de første på det svenske marked med 4DX-konceptet er vi meget stolte over. Vi ser frem til at fortsætte vores biografekspansion i Sverige,” siger Erik Kongsvik-Ibsen, der er COO i Nordisk Film Biografer. 

Biografen i Gränbystaden er første led i en større etablering af biografer fra Nordisk Film på det svenske marked. De kommende år planlægger Nordisk Film at åbne en række nye biografer i Sverige. 

”Svenskerne går i gennemsnit i biografen 1,6 gange om året. I Danmark og Norge er tallet 2,8 gange per år. Vores mål er at få flere svenskere til at gå oftere i biografen, og vi er overbeviste om, at vi kommer til at lykkes med det. Biografen tilbyder underholdning og socialt samvær for hele familien – det er et rigtigt socialt medie, noget som folk efterspørger mere end nogensinde,” siger Jesper Danielsson, der er biografchef i Nordisk Film Biografer i Uppsala. 

Nordisk Film Biografer ejes af Nordisk Film, som er en del af Danmarks største mediekoncern, Egmont. Nordisk Film Biografer driver de største biografkæder i Danmark og Norge med 42 biografer med i alt 220 sale. Nordisk Film Biografer har mere end ti millioner gæster om året.