Logo

RSS Print

Nordisk Film bag tre Oscar-kandidater

Tre af de nordiske Oscar-kandidater er skabt af Nordisk Film-selskaber. Det er den norske "Kon-Tiki", den finske "Purge" samt den danske "En kongelig affære".

"Det er ret unikt, at være med bag tre Oscar-kandidater samme år. Vi har sagt, at vi vil lave skandinaviske film, der kan klare sig udenfor landegrænserne. De tre nomineringer bekræfter for os, at vi både kunstnerisk og kommercielt er lykkedes fantastisk i 2012," siger adm. direktør i Nordisk Film Allan Hansen.

Nordisk Film Production har produceret "Kon-Tiki". Finske Solar Film – som Nordisk Film er majoritetsejer af – har produceret "Purge". Zentropa – som er 50 procent ejet af Nordisk Film – har produceret "En kongelig affære".

I Norge har "Kon-Tiki" solgt over 700.000 biografbilletter siden premieren den 24. august. "En kongelig affære" har i Danmark solgt godt en halv million billetter, mens "Purge" har solgt over 100.000 billetter i Finland siden 7. september. Alle tre film får premiere på en række internationale biografmarkeder.