Logo

RSS Print

Nordisk Film beklager Grarups hurtige exit

Lars Grarup har valgt at takke ja til en stilling som chefredaktør på Politiken og fratræder derfor Nordisk Film med øjeblikkelig virkning.

Lars Grarup tiltrådte 1. august jobbet som udviklingsdirektør for Nordisk Films filmproducerende enheder, der tæller filmproduktionen i Nordisk Film og ni nordiske partnerselskaber.

"Jeg beklager, at Lars Grarup fratræder efter så kort tids ansættelse, men det ændrer ikke ved, at Nordisk Film opruster i vores filmproducerende selskaber, der hvert år producerer 20-25 film. Vi er en af Europas største filmproducenter, men vi ønsker at løfte vores produktion endnu et skridt fremad. Vi kigger nu, internt såvel som eksternt, efter en ny kandidat, der kan indfri vores ambitioner," siger Allan Hansen, adm. direktør i Nordisk Film.

Lars Grarup forklarer det hurtige exit med et jobtilbud, han ikke kunne sige nej til:

"Jeg beklager mit korte ophold i Nordisk Film. Jeg havde oprigtigt set frem til at arbejde for den strategiske udvikling af stærke nordiske film hos en af Europas største filmproducenter. Men stillingen som chefredaktør på Politiken er en drøm som ingen journalist kan sige nej til. Jeg er taknemmelig for, at Nordisk Film lader mig fratræde med øjeblikkelig virkning," siger Lars Grarup.

Nordisk Films igangværende projekter og samarbejder på filmområdet fortsætter uændret.

Nordisk Films filmproducerende selskaber er Nordisk Film Production (Norden), A. Film A/S (DK), Copenhagen Bombay (DK), Fine & Mellow (DK), Zentropa (DK), Maipo Film & Tv-produksjon AS (NO), Neofilm (NO), Fladen Film (SE), Matila Röhr Nordisk Oy (FI) og Solar Films Inc. (FI).

For yderligere information:
Nanna Lindhardt, kommunikationsansvarlig i Nordisk Film, tlf. 30 70 72 28.

NORDISK FILM er en del af Egmont, og er Nordens førende udvikler, producent og distributør af kreativt indhold inden for film, musik og spil. Nordisk Film har de nordiske rettigheder til distribution af Sony PlayStation og ejer biografer i Danmark og Norge. Derudover leverer Nordisk Film produktions- og postproduktionsfaciliteter til en lang række nordiske filmselskaber. Nordisk Film havde i 2009 en samlet omsætning på DKK 3,3 mia. Selskabet beskæftiger 1.100 medarbejdere i Norden.