Logo

RSS Print

Nordisk Film får millionstøtte til historisk drama

Nordisk Film står bag miniserie over et af dansk litteraturs mest betydningsfulde værker med Bille August som instruktør. Nu er projektet tildelt godt 12 mio. kr. fra Public Service Puljen. Serien produceres for TV 2. 

Foto: Kristian Septimius Krogh

Henrik Pontoppidans "Lykke-Per", som er en af dansk litteraturs mest betydningsfulde værker, er på vej til at blive en miniserie på TV 2 med Bille August som instruktør og Nordisk Film som producent. 

Det Danske Filminstitut har tildelt projektet 12,25 mio. kr. fra Public Service Puljen, fremgår det ifølge Mediawatch af en oversigt over støttemodtagere i 2016. Ifølge oversigten karakteriseres "Lykke-Per" som en historisk miniserie med Bille August som instruktør. Han er også manuskriptforfatter sammen med sin søn Anders August, mens producer er Thomas Heinesen fra Nordisk Film Production. TV 2 er udviklingspartner.

Thomas Heinesen fortæller, at serien, som bliver på fire afsnit af 60 minutters varighed, har et budget på 55 mio. kr. De 12,25 mio. kr. fra Public Service Puljen er grundfinansiering. Der arbejdes fortsat på at sikre den resterende finansiering. 

Planen er, at serien går i produktion senere på året, og at den vil være klar til visning i efteråret 2017. 

“Det er en fantastisk mulighed at skulle filmatisere dette hovedværk i dansk litteratur. Det har været Bille Augusts drøm, og vi er stolte af, at vi kan være med til at hjælpe den på vej,” siger Thomas Heinesen.

Nordisk Film har tidligere købt filmatiseringsrettighederne til "Lykke-Per" af Gyldendal Group Agency. 

I det nuværende medieforlig blev der afsat flere penge til Public Service Puljen, som nu er på 42,5 mio. kr. om året. Derudover er der bevilget et engangsbeløb på 17 mio. kr. om året til regionale produktioner, som vil blive fordelt med 4,25 mio. kr. om året de næste fire år. Puljen yder støtte til udvikling og produktion af dansk tv-drama og tv-dokumentar samt programmer til børn og unge inden for alle genrer.

Tidligere er serier som TV 2s "Badehotellet", "Rita" og "Tomgang" samt SBSs "Heartless" og DK4s "Bødlen" blevet produktionsstøttet.