Logo

RSS Print

Nordisk Film har i dag lanceret danskernes helt egen filmtjeneste

I dag gik Nordisk Films nye streamingtjeneste 'Dansk Filmskat' i luften med et brag. En perlerække af folkekære, danske filmlegender blev hyldet på scenen i forbindelse med lanceringen.

  • En række danske filmkoryfæer blev i hyldet i forbindelse med lanceringen af streamingtjenesten DANSK FILMSKAT på Nordisk Film (Studie 4)  i dag. På billedet

    En række danske filmkoryfæer blev i hyldet i forbindelse med lanceringen af streamingtjenesten DANSK FILMSKAT på Nordisk Film (Studie 4) i dag. På billedet "indvies" DANSK FILMSKAT med et tryk på en knap. Foto: Kristian Septimius Krogh

Det er næsten et halvt århundrede siden, Egon fik sin første geniale plan, og over 80 år siden Liva Weel sang "Gå med i lunden". Men danske filmklassikere er populære som aldrig før med høje tv-seertal og et væld af digitale fansider. Derfor dedikerer Nordisk Film nu en hel streamingtjeneste til danske filmklassikere.

En varm modtagelse
Dansk Filmskat har allerede fået en overordentlig varm modtagelse på tjenestens egen facebookside. Her udtrykker filmelskere i alle aldre stor glæde over nu at få direkte adgang til danske klassikere, ekstramateriale og bagom-optagelser. De kan også glæde sig til eksklusive interviews med bl.a. Morten Grunwald, Ghita Nørby og Bent Fabricius-Bjerre, der fortæller om dengang, det hele var lidt sjovere.

Dansk Filmskat samler danske film produceret fra 1931 og frem, og hver uge tilføjes klassikere i alle genrer. Filmene kan ses på tablet, computer, smartphone og på TV (via Chromecast og AirPlay). I løbet af 2015 vil Dansk Filmskat også blive tilgængeligt på Smart-TV.

Dansk kulturarv
Med filmtjenesten får man ikke blot dansk hygge, nostalgi og hjertevarm humor for hele familien. Man får også indsigt i Danmark og danskernes liv gennem de sidste mange generationer.

"De danske filmklassikere går i arv fra generation til generation, fordi de har en særlig plads i danskernes hjerter. Vi er stolte af at gøre Dirch, Olsen Banden og Lille-Per tilgængelige, så de fremover kun er et klik væk. De sidste 80 års dansk film er en del af vores allesammens kulturelle historie og ved at dykke ned i skatten, får man et unikt indblik i udviklingen af samfundet, sproget, moden, kønsrollerne, teknologien osv." fortæller Allan Hansen, Adm. Direktør i Nordisk Film.

En hyldest til de danske filmlegender
Nordisk Film havde i dagens anledning inviteret Bent Fabricius-Bjerre, Lisbet Dahl, Morten Grunwald, Søren Kragh-Jakobsen, Erik Clausen, Allan Olsen, Lone Hertz, Daimi Gentle og Pusle Helmuth til at modtage en hyldest for deres livslange arbejde med dansk film.

"På scenen har vi takket en række af de personer, der gennem årtier har lagt liv og sjæl i film, vi fortsat elsker. Fra i dag vil vi sammen med danskerne dyrke klassikerne i Dansk Filmskats digitale univers og give filmene den opmærksomhed, de fortjener," udtaler Christian Folden Lund, Digital Director i Nordisk Film.

Anders Breinholt var konferencier ved lanceringen, hvor Dansk Filmskat blev præsenteret, og hele Danmarks filmlegender var med til at åbne streamingtjenesten for danskerne.

Streamingtjeneste i niche-form
Streamingtjenester er populære som aldrig før, og hos Nordisk Film har man oplevet stor efterspørgsel på digital adgang til filmklassikere og ekstramateriale. På 'Dansk Filmskat' kan man se bag om-optagelser på bl.a. Olsen Banden og Morten Korch samt eksklusive interviews med nulevende stjerner, der har været med til at præge dansk film i årtier.

Nordisk Film har håndplukket et udvalg af titler til 'Dansk Filmskat', som dermed kan tilbyde noget andet end andre streamingtjenester, der typisk konkurrerer på præmissen, at jo mere der er udbudt, des bedre.

"Vi imødegår den digitale udvikling med åbne arme, og vi er glade for at kunne dedikere en hel filmtjeneste kun til danske film. Dansk Filmskat bliver en niche indenfor sit felt, og vi lover masser af hundehoveder, soldaterkammerater og klassisk dansk hygge," fortsætter Christian Folden Lund.

Dansk Filmskat lanceres med et introduktionstilbud frem til 1. april, hvor siden kan benyttes for 0 kr. i første måned. Herefter er prisen 49,- kr. pr. måned.