Logo

RSS Print

Nordisk Film i ny svensk satsning

Sammen med Film i Väst og SVT har Nordisk Film lanceret et stort initiativ, som skal puste nyt liv i svensk film.

Af Jesper Eising

Nordisk Film er gået sammen med Film i Väst og Sveriges Television om at finansiere svenske kvalitetsspillefilm, der skal nå et bredt publikum.

Hver film forventes at koste 35-50 mio. svenske kroner, hvoraf op til 25 mio. svenske kroner kommer fra de tre samarbejdspartnere. Der er tale om betydeligt højere budgetter, end hvad en gennemsnitlig svensk film normalt koster.

”Dette er også en måde, hvorpå vi kan motivere flere af vores talentfulde filmskabere inden for svensk film til at fokusere mere på brede kvalitetsfilm med potentiale til at nå ud til et internationalt publikum,” siger Lone Korslund, Head of Nordic Co-productions and Acquisitions, Nordisk Film.

Den fælles satsning er et klart signal fra de tre centrale aktører om, at de ønsker at højne kvaliteten i svensk film yderligere og få flere svenske biogængere og tv-seere til at se lokale film.

”Vores satsning kan ses som en saltvandsindsprøjtning til den svenske filmbranche, der har brug for at løfte produktionskvaliteten med henblik på at nå det brede publikum. Målet er at gøre Sverige til det land i Norden, der har den højeste markedsandel for hjemlige film på repertoiret,” siger Tomas Eskilsson, adm. dir. for Film i Väst.

Nordisk Film vil være ansvarlig for den nordiske distribution af de aktuelle filmprojekter og Trust Nordisk for salg til udlandet. Sveriges Television får de nationale sendingsrettigheder til fri-tv.