Logo

RSS Print

Nordisk Film lancerer streamingtjeneste med film i samarbejde med YouSee

Nordisk Film+ er navnet på Nordisk Films helt nye streamingtjeneste, der viser de bedste danske og nordiske film kombineret med internationale storfilm. Streamingtjenesten kan vælges af alle YouSee's Bland Selv-kunder. 

Nu er der godt nyt til alle filmelskere. I dag lancerer Nordisk Film streamingtjenesten Nordisk Film+ sammen med YouSee. Nordisk Film+ bliver en del af YouSee's Bland Selv-pakke, der allerede er tilvalgt af op mod 200.000 danskere.

Nordisk Film+ tilbyder de bedste danske spillefilm kombineret med stærke titler fra hele Norden. Tjenesten byder også på store internationale blockbusters, der er særligt udvalgt til et dansk publikum. Hver uge tilføjes nye film til Nordisk Film+, så der altid er en god filmoplevelse at se frem til.

"I Nordisk Film producerer og indkøber vi et bredt udvalg af film, og vi har længe drømt om at kunne samle titlerne på vores egen tjeneste. Derfor er vi stolte over, at vi nu kan lancere Nordisk Film+ i samarbejde med YouSee og tilbyde danskerne kvalitetsfilm med et lokalt udgangspunkt, som Nordisk Film er kendt for. Det er også planen at gøre Nordisk Film+ tilgængelig i resten af Norden," siger Kenneth Wiberg, der er direktør for Nordisk Film Distribution.

Interessen for at streame film og dansk indhold er stor. 66 procent af de danske brugere med abonnement på en streamingtjeneste har dansksproget indhold som en præference, og 48 procent af dem ser film hver uge. Det viser tal fra Nordisk Film Consumer Insight, som laver flere årlige repræsentative brugerundersøgelser gennemført i samarbejde med YouGov.

Unik indholdspakke

Nordisk Film+ bliver en del af YouSee's Bland Selv-løsning, hvor man frit kan håndplukke tv-kanaler og streamingtjenesterog dermed sammensætte en hel unik indholdspakke.

"Vi er begejstrede for, at vi i samarbejde med Nordisk Film kan tilbyde vores kunder en streamingtjeneste med kvalitetsfilm, der tager afsæt i Danmark og vores skandinaviske naboer. Det er afgørende, at vi som et lille land og som en del af Norden også ser film, der afspejler vores historie, hverdag og særlige humor, og jeg er sikker på, at mange danske familier vil sætte pris på løbende at samles om de film, som Nordisk Film+ tilbyder," siger Jacob Mortensen, direktør for YouSee.

Nordisk Film står i forvejen bag streamingtjenesterne Dansk Filmskat, som er fyldt med danske filmklassikere, og Min Bio, som tilbyder kvalitetsunderholdning til børnefamilier. Disse er allerede en del af YouSee Bland Selv.