Logo

RSS Print

Nordisk Film og Kim Magnusson stopper samarbejdet

Grundet planer om ny ledelsesstruktur i filmproduktionen tager Nordisk Films nye ledelse afsked med Kim Magnusson, som har været direktør for Nordisk Film Production siden 2003.

Kim Magnusson har bl.a. stået bag publikumssucceser som "Terkel i knibe", "Sprængfarlig bombe", "To verdener" og "Karlas Kabale". Desuden har Nordisk Film haft store festivalfilm som "Anklaget", "Fluerne på væggen", "Lad de små børn" og "Den man älsker" i den periode, Kim Magnusson har stået i spidsen for filmproduktionen i Nordisk Film.

Det er også blevet til en enkelt Oscar-nominering med kortfilmen "Helmer og søn" samt en række andre priser i ind- og udland.

"Jeg vil gerne takke Kim for indsatsen i Nordisk Film gennem årene. Uanset hvad Kim ender med at kaste sig over, håber jeg, at vi får et godt samarbejde", udtaler Allan Hansen, adm. direktør i Nordisk Film.

Kim Magnusson supplerer: "Jeg har været utroligt glad for mine seks år på Nordisk Film. Tidspunktet at gennemføre en forandring på er oplagt med en ny ledelse ved roret, og jeg ønsker dem held og lykke."

Kim Magnusson fratræder den 23. januar.