Logo

RSS Print

Nordisk Film sælger MBO til Universal

Musikselskabet MBO, som Nordisk Film siden 2006 har ejet sammen med stifteren Michael Ritto, er blevet solgt til Universal Music.

Om frasalget siger administrerende direktør for Nordisk Film, Allan Hansen: "Vi har vurderet, at MBO's fremtid ligger bedst i hænderne på en stor, international aktør, der har musik som kerneområde. Nordisk Film vil bruge frasalget til at fokusere og fortsat udbygge vores øvrige aktiviteter inden for underholdning".

MBO og Nordisk Film har sammen drevet to joint venture selskaber: Nordisk Special Marketing (NSM) og Nordisk Trading Company (NTC). Nordisk Film købte MBO's aktier i begge selskaber i december 2010, og de er i dag en integreret del af Nordisk Films distributionsforretning.

Michael Ritto stiftede MBO sammen med sin forretningspartner, Benny Bach, for syv år siden. Selskabet har fungeret som det administrative centrum for en række pladeselskaber, som fx RecArt, Copenhagen Records og A:larm. MBO er tredjestørst i Danmark med en andel på 17%, Universal Music er størst og sidder på 25% af markedet. Det svenske selskab Roxy Music er også en del af MBO.

Siden 2008, hvor Michael Rittos partner trådte ud, har Rittos selskab Burrito A/S og Nordisk Film hver ejet 50% af MBO. Universal Music køber begge andele.