webblixen

Nordisk Film satser stort på Blixen og Bohr

03.01.2019

Nordisk Film Production planlægger en international storfilm samt en mini tv-serie om Karen Blixen skrevet af dramatikeren Jakob Weis og baseret på en bog af forfatteren Tom Buk-Swienty, som udkommer senere på året. Samarbejdet med Tom Buk-Swienty rummer også filmrettighederne til en kommende biografi om videnskabsmanden Niels Bohr. ”Det er kulminationen på en årelang søgen efter det rigtige samarbejde om at filmatisere to af de største danskeres liv,” siger producer Mikael Rieks.

Som led i et nyt, tæt samarbejde har Nordisk Film Production købt rettighederne til at filmatisere den anerkendte forfatter Tom Buk-Swientys to kommende bøger om henholdsvis forfatteren Karen Blixen og videnskabsmanden Niels Bohr. 

Nordisk Film Production planlægger først en international storfilm samt en mini tv-serie om Karen Blixen med titlen ”The Lioness”. Herefter følger projektet med at bringe Niels Bohrs dramatiske liv til det store lærred. Filmatiseringerne vil basere sig på Tom Buk-Swientys mangeårige research på de to verdenskendte danskere og det nye og friske billede, han er i stand til at tegne af dem på baggrund af aldrig tidligere benyttet kildemateriale, han har fået adgang til. 

Mikael Rieks, der er producer hos Nordisk Film Production, har foranlediget samarbejdet med Tom Buk-Swienty og skal stå i spidsen for filmatiseringerne af bøgerne om Blixen og Bohr.  

”Det er kulminationen på en årelang søgen efter det rigtige samarbejde om at filmatisere to af de største danskeres liv,” siger Mikael Rieks.  

Dramatisk fortælling om Karen Blixen

Dramatiker og manuskriptforfatter Jakob Weis skal skrive manuskriptet til ”The Lioness” om Karen Blixens liv som kaffefarmer i Kenya i årene 1914-1931 på baggrund af Tom Buk-Swientys bog ”Løvinden”, der udkommer til august. 

”Løvinden” er historien om en ung, privilegeret kvinde i første del af det 20. århundrede, der satser alt på at opleve det største livet kan tilbyde og som efter sytten års ubønhørlig

”Karen Blixen søgte det store i livet og hendes liv blev større end livet, larger than life. Jeg har fulgt hende skridt for skridt og uge for uge i de sytten år – fra udbruddet af Første Verdenskrig og til eftervirkningerne af børskrakket i 1929 – hvor hun kæmpede for at klare sig i Afrika og samtidig oplevede den ene storslåede, vidunderlige og voldsomme begivenhed efter den anden. Hun er skiftevis fantastisk og frygtelig, dumdristig og forkælet, forelsket og fortvivlet, men hele tiden er hun en uforfærdet kriger med hjertet på rette sted,” siger Tom Buk-Swienty. 

”I Nordisk Film vil vi fortælle de vigtigste danske historier, det er vores DNA, og med Karen Blixen bliver det ikke meget større. Det er mere end 30 år siden, at hendes historie første gang tog verden med storm i Sydney Pollacks ”Mit Afrika” med Meryl Streep, Robert Redford og Klaus Maria Brandauer, så vi er ydmyge, når vi nu bærer faklen videre. Men med Tom Buk-Swientys unikke materiale har vi fundamentet til at skabe en højaktuel og dramatisk fortælling, som er langt mere autentisk end hendes egen udlægning. Vi beskriver den periode, hvor Karen Blixen træder i karakter som forretningskvinde og eventyrer, og det er et dybt fascinerende portræt af en meget moderne kvinde, hvis liv taler til de problemstillinger, der præger verden i dag,” siger producer Mikael Rieks. 

Til at forløse manuskriptet til ”The Lioness” har Mikael Rieks valgt Jakob Weis, der er en erfaren dramatiker og manuskriptforfatter. Senest har de to arbejdet sammen på Paprika Steens ”Den tid på året”, som Weis har skrevet manuskriptet til, og Weis har desuden tidligere taget udgangspunkt i kendte danskere som Herman Bang, Tove Ditlevsen og Mærsk McKinney Møller. 

”Arbejdet med manuskriptet vil stå på skuldrene af mine andre værker, som bygger på biografiske forlæg, men der er ingen tvivl om, at Karen Blixen bliver kronen på værket, mit Kilimanjaro. Hun er en enigmatisk karakter, der beder om en genfortælling. Jeg vil tilgå det historiske materiale med respekt, men tænk engang at kunne få lov til at gå i dialog med så stor en karakter, en verdensdansker!” siger Jakob Weis. 

På Karen Blixen Museet glæder direktør Catherine Lefebvre sig over projektet:

”Tom Buk-Swienty har skabt en række spændende historiske skildringer om Dinesen-slægten, som har sat Karen Blixens liv i et nyt perspektiv. Vi håber, at det nye projekt vil skabe yderligere interesse om Karen Blixen Museet,” siger Catherine Lefebvre.

Niels Bohr i krig og kærlighed

Ønsket om at producere filmfortællinger om de største danskere rækker ud over Karen Blixen, fortæller producer Mikael Rieks, idet Nordisk Film Production også har købt rettighederne til Tom Buk-Swientys kommende biografi om videnskabsmanden Niels Bohr, der har arbejdstitlen ”The Great Dane”. Han var en af pionererne bag kvantemekanikken, og The Copenhagen School, Bohrs institut for teoretisk kernefysik i København, var i 1920erne og 30erne verdens førende. Tom Buk-Swienty har gennem flere år samlet materiale til en stor fortælling om Danmarks bedst kendte videnskabsmand og de markante historiske begivenheder før, under og efter Anden Verdenskrig, i Danmark og udlandet, som han var en vigtig del af.

”The Great Dane” vil skildre Bohrs farefulde flugt fra det besatte Danmark i 1943 til Sverige, hvorfra han blev smuglet til England og herfra under pseudonym kom videre til USA, hvor han blev tilknyttet Manhattanprojektet i Los Alamos. Her arbejdede fysikere på at udvikle verdens første atombombe, og de hyldede Bohr som en hjemvendt faderskikkelse. ”The Great Dane” fortæller om Bohrs gennembrud inden for kvantemekanikken og vejen til atombomben. Samtidig er det historien om Bohrs dybe betænkeligheder omkring atombomben og hans forgæves forsøg på at forhindre et atomvåbenkapløb med Sovjetunionen. 

”Vi har i lang tid ønsket at filmatisere Niels Bohrs liv, særligt begivenhederne under Anden Verdenskrig og i årene umiddelbart efter. Tom Buk-Swienty vil om nogen komme helt tæt på både videnskabsmanden og mennesket Bohr, som til sin store fortrydelse måtte efterlade sin hustru Margrethe i Stockholm, da han tog til USA under krigen. Dermed har vi endelig fundet det bedst mulige udgangspunkt for denne storslåede fortælling om krig og kærlighed, skaberkraft og nysgerrighed, modgang og triumf,” siger Mikael Rieks. 

”Løvinden”, bogen om Karen Blixens liv i Afrika, udkommer i august 2019. ”The Great Dane”, biografien om Niels Bohr er planlagt til 2022. Forlaget Gyldendal udgiver begge bøger. Tom Buk-Swienty repræsenteres af Lars Ringhof fra Copenhagen Literary Agency. 

Filmatiseringen ”The Lioness” forventes at kunne gå i produktion i 2020/21 med premiere 2021/22. Filmen om Niels Bohr forventes produceret i 2022 med premiere i 2023. 

Foto: Jakob Weis, Tom Buk-Swienty og Mikael Rieks er fotograferet hos Nordisk Film i Valby af Kristian Septimius Krogh