Logo

RSS Print

Nordvest og Jagten er shortlistet til Oscar

I torsdags afgjorde den danske Oscar-komité, hvilke film der i år er shortlistet fra Danmark til kapløbet om at blive dansk Oscar-kandidat i kategorien "Foreign Language Film". Det er Thomas Vinterbergs JAGTEN, Joshua Oppenheimers THE ACT OF KILLING og Michael Noers NORDVEST.

  • Framegrab fra NORDVEST. Foto: Magnus Nordenhof Jønck

    Framegrab fra NORDVEST. Foto: Magnus Nordenhof Jønck

Nordisk Film er involveret i følgende to film:

​Michael Noers NORDVEST er produceret af René Ezra og Tomas Radoor for Nordisk Film Production med støtte fra det Det Danske Filminstitut. Filmen fik verdenspremiere på Rotterdams Internationale Filmfestival i januar og deltager fortsat på en række velrenommerede internationale festivaler, heriblandt de mest tone-angivende i USA. Den har modtaget flotte internationale anmeldelser.

Thomas Vinterbergs JAGTEN er produceret af Morten Kaufmann og Sisse Graum Jørgensen for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut. Filmen vandt med Mads Mikkelsen en Bedste-skuespiller-pris i Cannes i 2012 og var inviteret til Toronto samme år. Filmen fik først dansk premiere i januar 2013 og deltager derfor i årets Oscar-kapløb. Den vises i biograferne i USA i denne sommer, og der er god respons fra anmelderne.

Torsdag den 26. september mødes den danske Oscar-komité igen for at afgøre, hvilken en af de tre film der har klaret sig bedst internationalt og dermed vurderes at have den bedste chance ved Årets Oscar-fest.

Hvilke fem film, der endeligt bliver nomineret i kategorien "Foreign Language Film", afgøres af "the Academy of Motion Picture Arts and Sciences". Nomineringerne offentliggøres torsdag den 16. januar 2014, og selve Oscar-kåringen finder sted søndag den 2. marts 2014.