for-c3-a6ldre-201200x450

Nordisk Film støtter nye talenter

03.03.2015

Det er ikke nemt at skabe sine egne historier og få dem ud over rampen – og måske endda helt op på biograflærredet. Nordisk Film hjælper nye filmmagere med at kickstarte karrieren.

“Vi er nødt til at kigge på de nye filmskabere og hjælpe dem frem, hvis vi vil holde et højt niveau og sikre fornyelsen i dansk film,” siger producer hos Nordisk Film Production, Thomas Heinesen.

Men for Nordisk Film ligger der mere bag den hjælpende hånd end at hjulene skal holdes i gang. Det handler om at skabe kunst. Om at udvikle instruktøren, der laver sin første spillefilm. Og om at dele ud af den viden, erfaring og råd, som kan tage hele projektet til et højere niveau.

“Vi håber, at vi kan dygtiggøre de nye talenter hurtigere, end hvis de skulle klare sig selv. Vi kan give dem noget modspil, fordi vi måske ser tingene på en anden måde,” forklarer Thomas Heinesen.

Han synes, at erfarne folk som ham selv har en forpligtelse til at lave igangsættende og eksperimenterende film sammen med nye instruktører og manuskriptforfattere.

“For at vi kan komme dertil, hvor publikum tager i biografen for at se film lavet af dygtige folk – og vi kan tjene nogle penge, som det jo også handler om – bliver de nye talenter nødt til at lære at lave gode film, og det kan vi hjælpe dem med,” siger Thomas Heinesen.

FORÆLDRE
Som en far, der lærer sin søn at spille fodbold, støtter Nordisk Film nye talenter i at blive bedre til at lave fantastiske film. Producerne hos Nordisk Film Production har prøvet på egen krop, hvor svært det kan være at skabe en historie og få den ud, og derfor har de kæmpe respekt for de folk, der drømmer om det samme.

I 2008 producerede Nordisk Film novellefilmen EN FORELSKELSE, hvor Christian Tafdrup, der normalt plejede at være foran kameraet, nu var instruktør. “Vi var glade for samarbejdet, og ville gerne lave flere film sammen. Det er det gode ved at opbygge sådan et forhold – begge parter kan få noget ud af det på lang sigt,” siger Thomas Heinesen.

Deres nye samarbejde har titlen FORÆLDRE. Med Søren Malling og Bodil Jørgensen i hovedrollerne, Christian Tafdrup i instruktørstolen på ny og Thomas Heinesen som producer.
Spillefilmen er planlagt til at være færdig til sommer, og lige nu er optagelserne i fuld gang. Ud over støtte fra Nordisk Film modtager Forældre hjælp fra Det Danske Filminstituts ordning New Danish Screen, som også har til formål at udvikle nye filmtalenter.

Der er ingen bånd, der binder nogen
Det Danske Filminstitut kræver blandt andet, at der skal være så frie tøjler som muligt fra start til slut i filmens proces. Det skal skabe grobund for kunstnerisk og eksperimenterende leg og sikre, at ingen distributører kan diktere, hvordan den færdige film skal se ud.

Derfor er det først i klipperummet, at Christian Tafdrup og co. finder ud af, om filmen kommer til at vare halvanden time eller 60 minutter. Det kommer helt an på, hvordan projektet udvikler sig, og hvad historien kan bære. Når det er på plads, gælder det om at få filmen ud til distributørerne.

“Kunsten med de små budgetter er at finde en historie, der kan passe. Forældre er skrevet meget enkelt med få medvirkende, så den kan indspilles hurtigt og derfor også billigt,” siger producer Thomas Heinesen.

Nordisk Films primære investering i projektet er tid. Den reelle udgift består af udlån af udstyr og løn til ansatte. Det er vigtigt, at udgiften ikke overstiger budgettet – New Danish Screen-film i spillefilmslængde må nemlig maksimum koste seks millioner kroner. Normale spillefilm koster 18-20 millioner.

“Det er en hjertesag at hjælpe nye talenter. Både for Nordisk Film, skuespillerne og alle andre, der er involveret. Søren Malling og Bodil Jørgensen går jo heller ikke med til hvad som helst. Men fordi de kan lide manuskriptet og vil hjælpe Christian Tafdrup, har de sagt ja til at medvirke i FORÆLDRE – til en absolut lavere løn, end de er vant til,” siger Thomas Heinesen.