skammerens-datter-teaserposter-banner

Nu afsløres SKAMMERENS DATTER

19.11.2014

Første trailer og teaserplakat til SKAMMERENS DATTER er nu frigivet. Man kan godt begynde at glæde sig rigtig meget til næste års danske ’must see’ storfilm med et stjernebesat cast. Et drama baseret på første bind af Lene Kaaberbøls højt elskede bestsellerserie.

En af forårets længe ventede biografoplevelser er filmatiseringen af den danske succesforfatter, Lene Kaaberbøls bestsellerserie SKAMMERENS DATTER. Med en fanskare spredt ud over det meste af verden, har interessen for Kenneth Kainzs udgave af fortællingen om Dina og Nicodemus allerede forplantet sig både i og uden for Europa.


Hele verden venter på den danske skammer
At Lene Kaaberbøls litterære succes har nået vidt omkring i verden, bekræftes også af TrustNordisk, som varetager salget af SKAMMERENS DATTER,  første bind af Lene Kaaberbøls  populære Skammer-serie. Både Thailand, Malaysia, Brunei, Vietnam og Rusland er nu tilføjet den lange liste af lande, som har købt filmen til distribution og udgivelse.
 
”Det beviser, den styrke og de forventninger der i øjeblikket er knyttet til de Skandinaviske film”, fortæller Rikke Ennis, direktør for TrustNordisk.