Logo

RSS Print

Nu begynder Mord Uden Grænser

Nordisk Film er co-producent på ny dramaserie om international kriminalitet, der har premiere på søndag den 22. februar

Menneskehandel, tvangsprostitution og pengevask er blandt nogle af de ting, der vil fylde de danske tv-skærme hver søndag aften de næste otte uger. Vi følger tyske Jackie, belgiske Alicia og danske Harald – tre politifolk, der sammen forsøger at optrevle en skruppelløs kriminel organisation i Europa.

Nordisk Film producent Thomas Heinesen siger:
“Serien tager en masse problematikker op. Det er historien om et moderne Europa og hvilke udfordringer, vi står over for.”

Mord uden grænser, som også har den internationale titel The Team, er skrevet af de danske forfattere Mai Brostrøm og Peter Thorsboe, som også stod bag Ørnen, Rejseholdet og Livvagterne.

Internationale skuespillere i bedste sendetid
På samme måde som i de foregående succes-serier af Brostrøm og Thorsboe vil seerne løbende få indblik i, at det kan have personlige omkostninger at gøre karriere inden for politiet, og at politifolk er meget mere end bare dét.

Producent Thomas Heinesen er glad for, at den nye krimiserie får lov at rulle over skærmen i prime time:
“DR tror på, at danskerne er klar til at se både danske og internationale skuespillere i bedste sendetid – og på Nordisk Film håber vi også, at de tager godt imod det!,” siger han.

Mord Uden Grænser foregår på flere forskellige sprog. Der tales blandt andet dansk, tysk, flamsk og engelsk. Danske Lars Mikkelsen, tyske Jasmin Gerat og belgiske Veerle Beatens spiller hovedrollerne.