web-20vibeke-20wolfsberg

Ny bestyrelsesformand for Kino.dk og Filmweb.no

06.06.2018

Bestyrelserne for filmportalerne Kino.dk og Filmweb.no får ny bestyrelsesformand i skikkelse af Vibeke Wolfsberg fra Nordisk Film Biografer. 

Nordisk Film Biografers kommercielle direktør, Vibeke Wolfsberg, er udpeget til bestyrelsesformand i Kino.dk i Danmark og Filmweb.no i Norge. 

Kino.dk er ejet af Nordisk Film Biografer og CinemaxX og står for at formidle salget af biografbilletter mellem biografgængere og indtil videre 51 danske biografer. Filmweb.no er ejet af Nordisk Film Biografer, Norske Filmbyråers Forening AS, Trondheim Kino AS og Bergen Kino AS og er den førende filmportal i Norge. 

Vibeke Wolfsberg har solid kommerciel og digital erfaring fra bl.a. Aller Media, hvor hun tidligere har været bladsalg- og marketingdirektør. Siden sin ansættelse i Nordisk Film Biografer i 2017 har Vibeke Wolfsberg succesfuldt udviklet biografkædens nye koncepter som SUPREME, 4DX og Virtuel Reality-lounge samt udviklet datadrevet salg og marketingstrategier, der sætter gæsten i centrum og tager udgangspunkt i kunderejsen i Danmark og Norge. Som bestyrelsesformand for hhv. Kino.dk og Filmweb.no skal Vibeke Wolfsberg sikre, at de to online-filmmedier i endnu højere grad understøtter biografoplevelsen med flere branchebrede initiativer. 

“Jeg glæder mig meget til at bidrage til den fortsatte udvikling af Kino.dk og Filmweb.no, som begge har en vigtig position på biografmarkedet i henholdsvis Danmark og Norge. Vi skal fortsætte med at fokusere på gæsterne og udvikle nye initiativer der forbedre biografoplevelsen, så biografen også i fremtiden vil være et attraktivt tilbud” siger Vibeke Wolfsberg. 

Vibeke Wolfsberg afløser Nordisk Film Biografers adm. direktør, Asger Flygare Bech-Thomsen, på de to formandsposter.