Logo

RSS Print

Nyt stillfoto fra Zentropas FASANDRÆBERNE frigivet

Nikolaj Lie Kaas som Carl Mørck og Danica Curcic som Kimmie i FASANDRÆBERNE.

  • Foto: Christian Geisnæs

    Foto: Christian Geisnæs

Mens Kvinden i buret rundede 724.000 solgte biografbilletter herhjemme, kan publikum godt begynde at glæde sig til film nr. 2 i Jussi Adler-Olsens bestseller-serie om Afdeling Q: FASANDRÆBERNE.


Filmen får danmarkspremiere 2. oktober og forventes at blive en af årets største biografsucceser. Tidligere har Zentropa og Nordisk Film offentliggjort en teasertrailer og et enkelt stillfoto fra FASANDRÆBERNE, og her op til Cannes Film Festival kan Zentropa og Nordisk Film Biografdistribution frigive et nyt stillfoto fra den færdige film.


På billedet ser vi Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) tale med den hjemløse Kimmie (Danica Curcic) i en fængselscelle. Kimmie er en af de mest centrale figurer i romanen bag filmen, og i dag får offentligheden for første gang et glimt af, hvordan Kimmie kommer til at se ud i filmudgaven.


Handlingen
I FASANDRÆBERNE starter vi i 1994, hvor et tvillingepar findes brutalt myrdet i et sommerhus. Politiets efterforskning peger i retning af en gruppe rigmandsbørn fra en nærliggende kostskole, men sagen lukkes, da en lokal outsider erklærer sig skyldig og dømmes for mordene. 20 år senere ender sagen på vicekriminalkommissær Carl Mørcks skrivebord, og han indser hurtigt, at noget er galt. Carl, hans assistent Assad og deres nye sekretær Rose genoptager sagen og finder frem til et gammelt nødopkald fra en desperat pige, der tilsyneladende kender til mordene. Snart bliver de kastet ud i en intens søgen efter pigen, Kimmie, der har været forsvundet siden mordene fandt sted. Men Carl og Assad er ikke de eneste, der jagter Kimmie. Hendes viden er til stor fare for en gruppe indflydelsesrige mænd i toppen af samfundet, og de vil gøre alt hvad de kan for at forhindre fortiden i at indhente dem.


Foruden Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares bliver de vigtigste roller i FASANDRÆBERNE spillet af Pilou Asbæk og David Dencik som de to magtfulde finansmænd Ditlev Pram og Ulrik Dybbøl Jensen, Danica Curcic som den hjemløse Kimmie, Johanne Louise Schmidt som Afdeling Qs nye excentriske sekretær Rose og Søren Pilmark som drabschef Marcus Jacobsen.


FASANDRÆBERNE skabes af holdet bag Kvinden i buret. Mikkel Nørgaard er instruktør, Zentropa producerer og filmens manuskript skrives af makkerparret bag bl.a. den originale Mænd der hader kvinder og En kongelig affære, Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg.


FASANDRÆBERNE har et budget på 39 mio. kr. og er produktionsstøttet af Det Danske Filminstitut / Markedsordningen med 7,150.000 kr. Filmen er en co-produktion mellem Danmark, Tyskland og Sverige. Den er produceret af Zentropa Entertainments i samarbejde med TV2 Danmark, ZDF, TV2 Norge og i samproduktion med Film i Väst.


Foruden Det Danske Filminstitut er filmen støttet af bl.a. Eurimages, Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein, Deutscher Filmförderfonds og MEDIA. FASANDRÆBERNE distribueres af Nordisk Film Biografdistribution, mens det internationale salg varetages af TrustNordisk.