Logo

RSS Print

Ove Sprogøe Prisen 2012 går til Pilou Asbæk

For syvende gang er Ove Sprogøe Prisen i dag blevet overrakt – i Kinografen på Nordisk Film få dage før Ove Sprogøe kunne have fejret sin 93-års fødselsdag den 21. december.

  • Foto: Keld Navntoft/Scanpix

    Foto: Keld Navntoft/Scanpix

Prisen gives til en dansk skuespiller eller skuespillerinde for en usædvanlig indsats på tv, film eller teatret i løbet af året, og i år er prisen tilfaldet Pilou Asbæk, især for sine stærke præstationer i Tobias Lindholms roste gidseldrama Kapringen og DRs dramaserie Borgen. Udover hæderen har Pilou Asbæk desuden modtaget en check på 30.000 kr. I sin motiveringstale til Pilou Asbæk sagde priskomitémedlem Kim Skotte, filmredaktør og anmelder på Politiken, bl.a.:

"Pilou Asbæk er en af de sjældne skuespillere, som kan kunsten at få en gnist til at springe på lærredet i samme sekund, han viser sig på det. Når først kameraet har fat i Pilous ansigt, så ved man, at man skal være vågen. Så sker der noget. Noget der lever ..."

Om sit arbejde har han sagt "Jeg er i det for passionen - ikke for berømmelsen og pengene. Det er verdens sjoveste fag." Det kan man heldigvis godt se og ikke mindst derfor er det så stor en fornøjelse, at kunne overrække Ove Sprogøe-prisen til Pilou Asbæk i dag.

Ove Sprogøe Prisen er oprindeligt indstiftet af Morten Grunwald og Nordisk Film med donation af honorarerne fra forfatterne bag bogen "Den fynske vulkan" og med indtægterne fra de mindeforestillinger, Nordisk Film afholdt efter Ove Sprogøes bortgang i september 2004.

Tidligere har Niels Ellegaard, Nikolaj Kopernikus, Lene Maria Christensen, Signe Egholm Olsen, Cecilie Stenspil og senest Nikolaj Lie Kaas modtaget prisen. Juryen bag prisen består af Bent Fabricius-Bjerre, Bo Christensen, Jan Lehmann, Christian Have, Lisbet Dahl, Morten Grunwald, Jørgen Sprogøe, Katja Holm og Kim Skotte.