Logo

RSS Print

PETIT begynder optagelser med Kim Basinger i hovedrollen

Det er tidligere rygtedes at Kim Basinger skal spille hovedrollen i Anders Morgenthalers PETIT. Nu kan det bekræftes, og optagelserne er netop gået i gang i Hamborg, Tyskland.

PETIT handler om Maria (Kim Basinger), en succesfuld karrierekvinde der har alt, hvad man kan drømme om i livet bortset fra sit højeste ønske, et barn. Da hun efter ihærdige forsøg på at blive gravid får at vide, at hun ikke er i stand til at få børn, mister hun besindelsen og kaster sig ud i en desperat jagt efter ønskebarnet. Maria bestikker dværgen Petit (Jordan Prentice), der er i økonomiske vanskeligheder, til at hjælpe sig med at opspore og redde et af de spædbørn, hun har hørt bliver misbrugt i prostitutionsmiljøet ved den tjekkiske grænse. I forsøget på at få sit højeste ønske opfyldt møder Maria en skræmmende verden af udnyttelse og brutalitet.

Den prisbelønnede instruktør Anders Morgenthaler, der også har skrevet manuskriptet til PETIT, er kendt for sin distinkte stil og fortællekunst. Hans afgangsfilm fra Filmskolens animationslinje i 2003 blev udvalgt til Critics' Week i Cannes. Derefter åbnede Morgenthalers spillefilmsdebut, animationsfilmen PRINCESS (2006), Directors' Fortnight i Cannes, og det efterfølgende år blev live action filmen EKKO vist på filmfestivaler så som San Sebastian, London og AFI. Efter udgivelsen af familieanimationsfilmen ÆBLET OG ORMEN i 2009, vender Morgenthaler tilbage til live action med PETIT.

PETIT forventes at få dansk biografpremiere i 2014 og distribueres af Nordisk Film Distribution. Forventet spilletid 90 min. TrustNordisk varetager internationalt salg.