Logo

RSS Print

Pilou Asbæk og David Dencik får kæmperoller i Fasandræberne

Der er kun godt en måned til biografpremieren på den længe ventede film nr. 1 i Afdeling Q-serien, Kvinden i buret. Men allerede den 23. september går optagelserne i gang til film nr. 2, FASANDRÆBERNE.

Det har tidligere været offentliggjort, at Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares og Søren Pilmark er med igen, men i dag kan Zentropa løfte sløret for endnu to af de navne, der har de absolut bærende roller i FASANDRÆBERNE: Som de to magtfulde og jagtglade finansmænd Ditlev Pram og Ulrik Dybbøl Jensen kan biografgængere glæde sig til at opleve henh. Pilou Asbæk og David Dencik.

Pilou Asbæk, der lige nu er højaktuel som en meget flamboyant Simon Spies i Christoffer Boes Spies og Glistrup, har alene inden for det sidste års tid spillet både tilfangetaget gidsel i Kapringen og politisk spindoktor og tv-kommentator Kasper Juul i DR1s Borgen. Nu skal han som Ditlev Pram over i et helt andet rollefag som den indflydelsesrige milliardær med en skjult fortid. Som den ligeledes velhavende og skruppelløse Ulrik Dybbøl Jensen er David Dencik tilbage på dansk grund efter en række markante roller i internationale storfilm som Steven Spielbergs War Horse, David Finchers The Girl with the Dragon Tattoo, spionthrilleren Dame, Konge, Es, Spion samt Susanne Biers kommende amerikanske film Serena og Tommy Lee Jones's western The Homesman.

I løbet af kort tid vil det blive offentliggjort, hvem der skal spille filmens øvrige nøgleroller  som henh. Carl Mørcks stærkt excentriske sekretær Rose og posedamen Kimmie med en frygtelig hemmelighed.

David Dencik
David Dencik er født i 1974. Han er opvokset i København, men har boet flere år i Stockholm, hvor han afsluttede sin skuespiller-uddannelse fra Teaterhögskolan i 2003. David Dencik fik sit gennembrud med filmen En Soap (2006), hvor han i rollen som den transseksuelle Veronica vandt en Robert for bedste mandlige hovedrolle. Siden er det gået opad for skuespilleren, der har medvirket i flere større produktioner i både ind- og udland. Herhjemme er han bl.a. kendt for sine roller i filmene Daisy Diamond (2007), Kandidaten (2008), Rosa Morena (2010) og En Kongelig Affære (2012). Han har desuden medvirket i den populære tv-serie Lykke (2011), som psykiateren Anders Assing og Blekingegade (2009-11), som bandens hårde mand Niels Jørgensen. I udlandet har David Dencik gjort sig bemærket med roller i koldkrigsthrilleren Dame, Konge, Es, Spion (2011), hvor han spiller en højtstående chef indenfor den britiske efterretningstjeneste, som mistænkes for at være dobbeltagent. Derudover har han også medvirket i Hollywood-versionen af Mænd Der Hader Kvinder (The Girl With the Dragon Tattoo) (2011), Steven Spielbergs War Horse (2011) og Hamilton (2012). David Dencik kan senere på året opleves i Neil Jordans historiske dramaserie The Borgias og til foråret i Susanne Biers film SERENA, hvor han spiller over for Bradley Cooper og Jennifer Lawrence. I løbet af 2014 medvirker han i øvrigt i Tommy Lee Jones’ The Homesmen, hvor han bl.a. spiller overfor Meryl Streep, Hillary Swank og danske Sonja Richter.
 
Pilou Asbæk
Pilou Asbæk er født i 1982 og blev færdiguddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i sommeren 2008. Han fik sin filmdebut i Niels Arden Oplevs dramafilm To verdener (2008), hvor han havde hovedrollen Theis. I 2010 spillede han Rune i fængselsfilmen R af Michael Noers og Tobias Lindholm, der bl.a. er optaget i det nedlagte Horsens Statsfængsel. Her var Asbæk den eneste professionelle skuespiller blandt de medvirkende. Han modtag i 2011 både en Robert-pris og en Bodil-pris for præstationen. I tre sæsoner har han desuden med stor succes spillet den gennemgående rolle som statsministerens spindoktor Kasper Juul med den dunkle familiebaggrund i TV-dramaserien Borgen. Her vandt han i 2012 TV-Prisen i kategorien ’Bedste Mandlige tv-skuespiller’ for præstationen. Pilou Asbæk er derudover kendt for sine roller i filmene Dig og Mig (2008), Monsterjægerne (2009), The Whistleblower (2010), En familie (2011) og Bora Bora (2011). På tv har man også kunnet opleve ham i tv-serierne Deroute (2008), Forbrydelsen II (2009) og Blekingegade (2009-11). Sidste efterår fortsatte han det succesfulde samarbejde med Tobias Lindholm i Kapringen, hvor han spillede skibskok, der holdes fanget af somaliske pirater, og for øjeblikket kan man opleve ham i rollen som Simon Spies i Spies & Glistrup.