Logo

RSS Print

Producer-duo får Ballings Filmpris

Nordisk Film-producerne Tomas Radoor og René Ezra modtog i dag Erik Ballings Rejselegat på 50.000 kr. for deres bidrag til dansk film.

  • Kapringen. Foto: Magnus Nordenhof Jønck

    Kapringen. Foto: Magnus Nordenhof Jønck

"Ballings Rejselegat gives til netop de to, fordi de formår både at imødekomme det store brede publikum med produktioner som PARTERAPI, SPRÆNGFARLIG BOMBE og OLSEN-BANDEN PÅ DE BONEDE GULVE, samtidig med at de også har øje for de nye talenter og formår at hjælpe dem frem. I film som "R" og "KAPRINGEN" har de været med til at udvikle nye tilgange til filmsproget,"siger priskomiteens juryformand Thomas Heinesen.

Erik Ballings Rejselegat blev uddelt til morgen som led i fejringen af Nordisk Films 106 års fødselsdag. Prisen er på 50.000 kr. og uddeles til "en person, som skaber værker, der i særlig grad - ligesom Ballings film - appellerer til et bredere publikum og dermed understøtter dansk films popularitet." Prisen er et rejselegat, fordi Erik Balling sammen med Henning Bahs i mange år viste, at rejser befordrer inspiration og skaberlyst - og giver kræfter til nye indsatser.

Radoor og Ezra har været ansat på Nordisk Film gennem en årrække og har sammen produceret en lang række film og tv-serier i alle genrer og længder - fra korte talentfilm til brede publikumssuccesser. I det forgange år har de bl.a. markeret sig med to så forskellige film som Niels Nørløvs KLASSEFESTEN og Tobias Lindholms KAPRINGEN.