journal64-plakat-web

Rekord: JOURNAL 64 skriver danmarkshistorie!

22.11.2018

Med et billetsalg på foreløbig 72,5 mio. kr. er den fjerde og sidste Afdeling Q-film nu den mest omsættende danske film nogensinde i de danske biografer.

Kun godt halvanden måned er gået siden premieren på Zentropas uigenkaldeligt sidste Afdeling Q-film JOURNAL 64, som er instrueret af Christoffer Boe. Filmen er ikke blot gået forrygende godt, den er gået historisk godt. Således kan Zentropa og Nordisk Film Distribution i dag fortælle, at filmen har slået alle økonomiske rekorder og nu er den danske film med størst omsætning i biograferne nogensinde. Til og med i går aftes havde filmen en omsætning på 72,5 mio. kr., og dermed har den slået rekorden som Fasandræbernesatte i 2014 med en omsætning på 68,1 mio. kr.

JOURNAL 64 på listen over de største succeser i danske biografer overhovedet

Med 72,5 mio. kr. i omsætning springer JOURNAL 64 samtidig ind på listen over de største filmsucceser i de danske biografer overhovedet – når også udenlandske film tælles med. På den nye liste befinder JOURNAL 64 sig på en 11. Plads, mens Avatar, Titanic, Lord of the Rings-filmene, Mænd der hader kvinder, en Star Wars-film og to James Bond-film også er på listen.

Stor glæde hos Zentropa

Zentropa er selvsagt vildt glade for den historiske rekord. Filmens producer Louise Vesth, som nu kan bryste sig af at have produceret de fem mest omsættende danske biograffilm nogensinde, udtaler:

Det er en vidunderlig rekord. Vi ville gerne slutte af på toppen, og så er det dejligt, at publikum har taget så overvældende godt imod filmen og nu har sikret den en plads i dansk filmhistorie indtil den rekord en dag igen vil blive slået. Filmen er i biografen til efter nytår, så vi er ikke færdige endnu.  Vi er heldige, at vi i Danmark har manuskriptforfattere, instruktører og skuespillere som er så talentfulde, at de kan præstere på det her niveau. Hurra for dansk film.

Som en ekstra fjer i hatten for JOURNAL 64 kan det også nævnes, at filmen samtidig har passeret 730.384 solgte biografbilletter. Dermed har filmen allerede slået både Flaskepost fra P fra 2016 (704.000 biografbilletter) og Kvinden i buret fra 2012 (724.000 billetter). JOURNAL 64 forventes at være i de danske biografer indtil minimum januar 2019.

Top Ti over de mest omsættende danske film nogensinde:

  1. JOURNAL 64 (2018): 72,5 mio. kr.
  2. Fasandræberne (2014): 68,1 mio. kr.
  3. Klovn The Movie (2010): 64,9 mio. kr.
  4. Flaskepost fra P (2016): 64,3 mio. kr.
  5. Kvinden i buret (2012): 59,01 mio. kr.
  6. Hvidstengruppen (2012): 57,2 mio. kr.
  7. Klassefesten 2 – Begravelsen (2014): 50,1 mio. kr.
  8. Klassefesten 3 – Dåben (2016): 47,6 mio. kr.
  9. Jagten (2013): 46,68 mio. kr.
  10. Klovn Forever (2015): 46,63 mio. kr.

Top 11 over de mest omsættende film i danske biografer nogensinde:

  1. Avatar (2009): 129,2 mio. kr.
  2. Spectre (2015): 98,8 mio. kr.
  3. Lord of the Rings 3 (2003): 98,7 mio. kr.
  4. Lord of the Rings (2001): 95,7 mio. kr.
  5. Titanic (1998): 91,8 mio. kr.
  6. Mænd der hader kvinder (2009): 88,1 mio. kr.
  7. Lord of the Rings 2 (2002): 88,1 mio. kr.
  8. Skyfall (2012): 86,7 mio. kr.
  9. Star Wars: The Force Awakens (2015): 81,9 mio. kr.
  10. The Hobbit – An Unexpected Journey (2013): 74,4 mio. kr.
  11. JOURNAL 64 (2018): 72 ,5 mio. kr.

Som en bonusinfo kan det nævnes, at i USA opgør man udelukkende en films succes i forhold til omsætning – og ikke i antal solgte billetter som man gør i Danmark. Således er den mest omsættende film i USA til dato Star Wars: The Force Awakens med en omsætning på $936 mio. Se listen påwww.boxofficemojo.com/alltime

Filmens handling

Nogle håndværkere gør en uhyggelig opdagelse i en ældre københavnsk lejlighed: Bag en falsk mur i lejligheden finder de tre mumificerede lig siddende omkring et spisebord med en ledig plads klar. Kriminalkommissær Carl Mørck og hans assistent Assad i Afdeling Q bliver sat til at finde ud af, hvem mumierne er, og hvem den fjerde plads er tiltænkt. Carl og Assad sætter jagten ind på lejlighedens beboer og finder spor tilbage til den berygtede kvindeanstalt på Sprogø, hvor misrøgt og lægelige forsøg med tvangssterilisering var en fast del af hverdagen for de anbragte, såkaldt utugtige piger. Rædslerne på Sprogø er et overstået kapitel i Danmarkshistorien, men der dukker personer op, som siger, at eksperimenterne er fortsat helt op i vores tid. Carl og Assad indleder et kapløb mod tiden for at forhindre nye mord og overgreb.