Logo

RSS Print

Roland Møller får Bodil for sin rolle i NORDVEST

Roland Møller modtog prisen for Bedste mandlige birolle i filmen NORDVEST, som er instrueret af Michael Noer og produceret af René Ezra og Tomas Radoor for Nordisk Film.

  • Foto: Magnus Nordenhof Jønck

    Foto: Magnus Nordenhof Jønck

Årets Bodilpriser blev lørdag den 1. februar uddelt for 67. gang ved et stort show på Bremen Teater i København. Bodilkomitéen begrundede valget af Roland Møller med følgende ord:

"Roland Møller kendte i forvejen Horsens Statsfængsel indefra, da han fik rollen som Mureren i Michael Noer og Tobias Lindholms stærke fængselsdrama ’R’. Roland Møllers spil som den stenhårde fange blev udspillet med en autoritet og autenticitet, som var helt afgørende for filmens utroligt realistiske atmosfære. ’R’ indbragte Roland Møller en Bodil-nominering, men spørgsmålet var selvfølgelig på det tidspunkt, om fynboen med den blakkede fortid var en stor skuespiller i svøb eller, om han ’bare’ så at sige spillede sig selv. Det spørgsmål besvarede han overbevisende, da han med samme sikkerhed indtog rollen som sømanden Jan i Tobias Lindholms internationalt berømmede gidseldrama KAPRINGEN. Også den rolle indbragte Roland Møller en Bodil-nominering. Og nu er han her sørme allerede igen! Roland Møller spiller den rocker-relaterede Bjørn i Michael Noers ’NORDVEST’ og det gør han selvfølgelig så skræmmende realistisk, at vi ikke tør andet end at give ham den Bodil, vi nu flere gange har viftet ham om næsen med. Spøg til side: Det blev alle gode gange tre for Roland Møller – og hvor er det dog fortjent!"

Thomas Vinterbergs JAGTEN blev aftenens store prisvinder med fire Bodil-priser. Den vandt både for Bedste film, Bedste mandlige hovedrolle ved Mads Mikkelsen, Bedste kvindelige birolle ved Susse Wold og Bedste fotograf ved Charlotte Bruus Christensen.

Læs mere om Bodil-festen her: www.bodilprisen.dk