Logo

RSS Print

Sikken Twilight-åbning!

Mystik, sorte løbere, filmstjerner og forventningsfulde fans. Åbningsweekenden for Breaking Dawn part 1 satte rekorder - og forventningerne til part 2 helt i vejret!

"Åbningsweekenden på Breaking Dawn part 1 gik over al forventning i alle fire nordiske lande. Vi landede samlet på 621,000 admissions – lige omkring 100,000 mere end vi havde forventet, så det var meget positivt," udtaler Mia Bandberg Fink, Nordic Marketing Manager i Nordisk Film.

I Sverige alene ligger det flotte tal på 250.000 admissions. Her har skrigeriet endnu ikke har lagt sig efter Nordisk Films store Fan Event d. 28. oktober i Stockholm, hvor selveste Robert Pattinson (hovedpersonen Edward Cullen) kom på besøg. Et arrangement der formentlig bærer en del af æren for, at den fjerde film i Twilight-serien ikke bare holder dampen oppe, men sætter nye højder.

I Norge slår Breaking Dawn part 1 f.eks. både Twilight-rekord, men også Nordisk Film Distribution AS-rekord for en åbningsweekend med hele 142.022 admissions. Ifølge fans er det absolut bedste, hvis skuespillerne deltager til premierer, hvorfor stemningen var helt i top i Colosseum Kino. Norge fik nemlig besøg af Elizabeth Reaser, der spiller Esme Cullen, som heldige fans fra Twilights Facebook-side fik lov at møde personligt.

Finland havde ligeledes fornemt besøg. Til premieren i Helsinki fik de nemlig glæde af Julia Jones, der spiller varulven Leah Clearwater, hvor udvalgte fans fik lov at komme helt tæt på den bedårende stjerne. Tallene fra Finland ser også fornuftige ud med 74.668 admissions.

Og ikke mindst i Danmark har Breaking Dawn part 1 imponeret. På bare fem dage indspillede filmen 155.451 til sammenligning med kæmpesuccesen Eclipse, hvis tal lå på 128.940. Til den danske premiere lød der begejstrede hvin og skrig, da den 17-årige charmør Booboo Stewart, varulven Seth Clearwater, dukkede op. At han udtalte, at han var vild med danske piger og ikke havde en kæreste lige nu, sænkede ikke lydniveauet.

At knokle med markedsføringen af Hollywoods mest eftertragtede vampyrer koster måske blod, sved og tårer, men det må konkluderes at være det hele værd, når man ser på de flotte tal.

"Vi er meget tilfredse og krydser fingre for at vi kan lande på 1.400.000-1.500.000 admissions på tværs af landene. Breaking Dawn part 1 tegner til at blive den største af de 4 film.", afslutter Mia Bandsberg Fink.