Logo

RSS Print

Søren Huss og Coco synger H.C. Andersen

Forleden kunne NF Live og kunstnergruppen Big City Brains offentliggøre, at Nikolaj Lie Kaas bliver den virtuelle eventyrfortæller i det stort anlagte eventyrshow H.C. ANDERSEN, der får verdenspremiere i Tivolis Koncertsal d. 3. september.  Nu er det også faldet på plads, at to af tidens største danske musiknavne skal lægge sang til.

  • Foto: Oliver Stalmans

    Foto: Oliver Stalmans

Således har Søren Huss og Coco fra Quadron sagt ja til at indspille i alt tre nyskrevne numre, der indgår i forestillingen.  De skal synge et nummer hver, og så har de også en duet sammen.  De vil ikke stå på scenen rent fysisk, men indspiller sangene på forhånd, som er komponeret af Jesper Mehlenburg med tekster af Kristian Leth.

Steen Koerner udtaler:

Det er simpelthen fantastisk for vores forestilling, at Søren Huss og Coco har sagt ja til at være med. Vi har hele tiden talt om, at de to kunne være fantastiske at have med, og nu hvor det er lykkedes, er jeg ikke i tvivl om at de begge kommer til at give så meget troværdighed og inderlighed til vores projekt. De kommer til at blive del af et ensemble af de bedste kunstneriske kræfter fra Danmark og hele verden. Jeg tør godt sige, at publikum skal begynde at glæde sig!

For Coco er det første gang, at hun skal prøve kræfter med scenekunstens verden. Hun er til daglig den ene halvdel i den fremadstormende danske duo Quadron, som er ved at slå igennem internationalt og senest bl.a. har medvirket på soundtracket til Baz Luhrmanns filmatisering af Den store Gatsby. Om sin involvering i H.C. ANDERSEN udtaler hun:

Jeg er som de fleste andre danske børn også vokset op med H.C. Andersens eventyr, og hans fortællinger står meget stærkt i mine barndomsminder. Jeg har altid været meget stolt over, at sådan et lille land som Danmark har produceret så stor en kunstner, og jeg synes det er fantastisk at han stadig kan bruges til at sætte Danmark på verdenskortet i det store udland. At hans eventyr og kunst stadig er relevant nu over 200 år efter er endnu mere fantastisk, og det beviser virkeligt at gode historier er udødelige. Jeg er meget stolt over at kunne være med til at genfortolke hans materiale og se hvad der kan opstå af nyt liv i hans klassikere. 

Søren Huss er ikke helt uvant med teatret. I 2011 skrev han musik til Shakespeare-forestillingen Som man behager på Odense Teater og var selv musiker på scenen. Til H.C. ANDERSEN har han været inde og sætte sit personlige præg på den færdigskrevne sang Who is going to save your soul som han selv skal synge. Han siger:

Jeg vil påstå, at jeg kender flere citater fra hans eventyr end fra biblen. HC Andersen vil altid være vedkommende og have sin berettigelse, da han næsten uden undtagelse tager udgangspunkt i et enkelt menneskes søgen efter at finde sin plads i den verden og tid, han eller hun lever i. Det er alment, eviggyldigt og tidsløst. Når man, som jeg, er vokset op på Fyn hører man fra barnsben om de to største fynboer Jeg sang Carl Nielsens "Fynsk forår" i Odense Koncertsal, da jeg var 10 år gammel, men har aldrig været en del af en HC Andersen opsætning, så jeg tøvede ikke, da jeg blev spurgt, om jeg ville være en del af den her nye forestilling.