Logo

RSS Print

Stærkt resultat fra Egmont

Mediekoncernen Egmont opnåede i 2009 et stærkt driftsresultat på 931 mio. DKK. og et overskud før skat på 351 mio. DKK. Det er fremgang i forhold til 2008 på trods af, at mediebranchen blev ramt af finanskrisen. Årsagen er stærke medieprodukter og hastig omkostningstilpasning.

Egmont opnåede i 2009 fremgang i driftsresultat før renter og afskrivninger til 931 mio. DKK mod 748 mio. DKK i 2008. Driftsresultatet er Egmonts største nogensinde. Egmonts resultat før skat udgør 351 mio. DKK mod 114 mio. DKK året før.

"Egmont har evnet hastigt at tilpasse sig konjunkturerne samtidig med, at vi har haft en god udvikling produktmæssigt. Selv om vi i 2009 blev ramt af et stort fald i reklameindtægter fra vores blade og TV 2 i Norge, så leverer vi et stærkt resultat og pengestrøm," siger koncernchef Steffen Kragh.

"Med mange solide mediepositioner i 30 lande og en beskeden gæld står Egmont i 2010 godt rustet til at videreudvikle vores medier. Vi tror, at 2010 vil forblive udfordrende for mediebranchen og fortsætter arbejdet med øget effektivisering, nyudvikling og digital forretning," tilføjer Steffen Kragh.

Omsætningen udgjorde 10.722 mio. DKK mod 11.667 mio. DKK i 2008. Mere end halvdelen af faldet i omsætning skyldes, at uændret udenlandsk omsætning er omregnet til lavere valutakurser. Den øvrige del af omsætningsudviklingen skyldes hovedsageligt lavere annonceindtægter.

Årets resultat efter skat udgør 373 (19 i 2008) mio. DKK. Egmont havde en solid pengestrøm fra primær drift på 1.046 (690) mio. DKK. Den nettorentebærende gæld ultimo 2009 udgjorde 217 (1.062) mio. DKK. Egmonts egenkapital udgør 3.088 (2.845) mio. DKK, svarende til en soliditet på 35,0 %.

Egmont donerede i 2009 45 mio. DKK til sociale og kulturelle formål med fokus på udsatte børn og unge. Eksempler er et norsk forskningscenter omkring børn og unge i sorg og et skoletilbud på Dannerhuset for børn fra voldsramte familier.

Egmont er en af Skandinaviens førende mediekoncerner. Vi står bag blade, bøger, undervisningsmaterialer, film, biografer, interaktive spil, spilkonsoller, musik, tv og en række digitale medier. Egmont udgiver medier i over 30 lande, har 6.800 medarbejdere og en omsætning på 10,7 mia. DKK.

EGMONTS FORRETNINGSOMRÅDER
Egmont Magazines
Omsætning: 1.958 (2.054) mio. DKK; Driftsresultat (EBITDA): 201 (256) mio. DKK.
Egmont Magazines udgiver mere end 100 titler i Danmark, Norge, Sverige og Finland og er Norges største magasinudgiver. I 2009 har sammenlægningen af Egmonts to magasinvirksomheder i Sverige styrket markedspositionen. I Norge er der vundet markedsandele på annoncemarkedet. I Danmark er markedsandelen styrket på ugebladsmarkedet, og ALT for damerne er igen det største annoncemedie på ugeblads- og magasinmarkedet. I Norge og Sverige er Hjemmet og Hemmets Journal igen henholdsvis største familieblad og største ugeblad. Egmont Magazines fastholdt omtrent antallet af titler på trods af, at selskabet blev ramt af et markant fald i reklameindtægter og har reduceret omkostninger. Samlet er driftsresultatet opretholdt på et solidt niveau. Egmont Magazines fortsatte de digitale investeringer i alle lande.

Egmont Kids Media
Omsætning: 3.194 (3.570) mio. DKK; Driftsresultat (EBITDA): 168 (85) mio. DKK.
Egmont Kids Media, der udgiver medier i mere end 30 lande, kom styrket gennem 2009. Året var præget af fortsat integration efter fusionen i slutningen af 2008 mellem Egmont International og Egmont Kids & Teens samt af et stærkt fokus på omkostninger og effektiviseringer. Egmonts kinesiske selskab slog alle de øvrige vækstmarkeder med en omsætningsvækst på over 30 %. Egmonts tyrkiske selskab fik også et fremragende år på baggrund af bestseller-succeser. Egmonts amerikanske bogforlags første udgivelsesår resulterede i 15 boglanceringer.

Egmont Books
Omsætning: 1.162 (1.231) mio. DKK; Driftsresultat (EBITDA): 67 (34) mio. DKK.
Norges største bogforlag Cappelen Damm, som Egmont ejer 50 % af, har i 2009 haft en positiv resultatudvikling på alle forretningsområderne, der tæller bogforlag, bogklubber, distribution, nethandel samt boghandelskæden Tanum. Lindhardt og Ringhof har forbedret sin lønsomhed i 2009. Forlaget købte den digitale bogdistributionsvirksomhed Publizon sammen med Gyldendal.
Børnebogsforlaget Carlsen voksede til Danmarks største børnebogsforlag efter overtagelsen af både Egmont-forlaget Litas og udgivelserne af alle DR's børnebøger. Skolebogsforlaget Alinea investerede betydeligt i digitale læremidler.

Egmont Nordisk Film
Omsætning: 3.315 (3.516) mio. DKK; Driftsresultat (EBITDA): 397 (253) mio. DKK.
Nordisk Film styrkede sin markedsposition og resultat i 2009. I resultatet indgår gevinst ved salg af Nordisk Film TV på 121 mio. DKK. Fremgangen i den underliggende drift kan særligt tilskrives filmforretningen, der distribuerer og producerer film samt driver biografer. Nordisk Film Biografer solgte 6,2 mio. billetter i Danmark – det største antal nogensinde. Millennium-trilogien blev en stor nordisk distributionssucces med 6,5 mio. solgte billetter. Postproduktionen af film og partnerselskaberne indenfor film havde et udfordrende år. Nordisk Film Interactive opretholdt et højt salg med ca. 300.000 PlayStation konsoller i 2009. Danmarks største filmsite kino.dk nåede op på over 390.000 månedlige brugere. Dansk Reklame Film blev et helejet selskab.

TV 2, Norge
Omsætning: 1.033 (1.235) mio. DKK; Driftsresultat (EBITDA): 110 (140) mio. DKK. Ejerandel 50 %.
TV 2 fastholdt i 2009 sin position som den ledende kommercielle broadcaster i Norge. Annonceomsætningen faldt på grund af finanskrisen, og omkostningerne er derfor blevet reduceret betydeligt. Markedspositionen på nettet med tv2.no styrkedes med en vækst på 72 % målt i unikke brugere. RiksTV, som er delejet af TV 2, oplever fortsat store vækstrater og voksede fra 320.000 til 450.000 kunder.

Egmonts almennyttige virksomhed
Egmont Fonden har siden 1920 støttet sociale, kulturelle og sundhedsmæssige formål med mere end 1,7 mia. DKK i nutidskroner. I 2009 donerede Egmont 45 mio. DKK, heraf 3 mio. DKK gennem Nordisk Film Fonden. Egmont har i 2009 blandt andet støttet et norsk forskningscenter omkring børn og unge i sorg og et skoletilbud på Dannerhuset for børn fra voldsramte familier.

Pressekontakt
Mika Bildsøe Lassen, koncernkommunikationsdirektør
Mobil: +45 20 55 26 55
Send e-mail
 
Mikkel Løndahl,
pressechef
Mobil: +45 21 15 49 25
Send e-mail