Logo

RSS Print

Stor milepæl for Den Skaldede Frisør: 600.000 solgte billetter!

Susanne Biers romantiske komedie Den Skaldede Frisør galoperer af sted i de danske biografer med så høj fart, at filmen på kun seks uger har formået ikke blot at blive en af årets største publikumssucceser, men allerede nu skriver sig ind blandt de fem største danske filmsucceser siden årtusindeskiftet (de fire andre er Italiensk for begyndere, Flammen og Citronen, Klovn the Movie og Hvidstengruppen).

  • Foto: Doane Gregory

    Foto: Doane Gregory

I går tog Den Skaldede Frisør en flot skalp, da den passerede 600.000 solgte billetter (helt præcis 600.008 solgte billetter), og dermed er det første gang i nyere tid, at hele to danske spillefilm formår at sælge over 600.000 billetter i samme år (den anden er Hvidstengruppen). Samtidig er filmen nu Susanne Biers største publikumssucces siden Den eneste ene foran biografsucceser som bl.a. Hævnen, Brødre, Elsker dig for evigt og Efter brylluppet.

Susanne Bier er i øjeblikket i LA for at færdiggøre sin amerikanske film Serena og er begejstret for nyheden:

"Jeg er virkelig lykkelig for den fantastiske måde publikum har taget imod Den Skaldede Frisør på. Anders Thomas Jensen og jeg tog en chance, da vi besluttede at lave en romantisk komedie om en kræftramt kvinde, der skal skilles. Vi er vildt glade for, at publikum også har taget chancen og er strømmet ind for at se filmen."