en-20chance-20til-fotokredit-henrik-20petit-1200x450

Susanne Biers EN CHANCE TIL solgt til hele verden

26.09.2014

Intet mindre end 134 lande fra hele kloden har købt Susanne Biers kommende film produceret af Zentropa.

Der er næsten fire måneder til den hjemlige biografpremiere på Susanne Bier og Zentropas kommende danske drama EN CHANCE TIL, men allerede nu sælger filmen helt sensationelt godt internationalt og er næsten udsolgt i hele verden.

EN CHANCE TIL fik verdenspremiere på filmfestivalen i Toronto for et par uger siden, og forleden fik den under langvarige stående ovationer europapremiere på filmfestivalen i San Sebastian i Spanien, hvor filmen er med i hovedkonkurrencen. Det er især efter disse to festivalpremierer, at filmens internationale salg er eksploderet, og nu har hele 134 lande over hele verden købt rettighederne til filmen - senest Frankrig og Storbritannien.
Filmens øverste salgsansvarlige for udlandet, direktør Rikke Ennis fra TrustNordisk udtaler:
- De universelle temaer i Susanne Biers filmunivers klikker med distributører og publikum over hele verden, og EN CHANCE TIL er ikke en undtagelse. Med dette flotte salg og pågående forhandlinger med USA, er vi tæt på udsolgt på denne enestående film.

Holdet bag filmen
Susanne Bier vender tilbage på dansk grund med en film, som hun skaber sammen med nogle af de stærkeste kreative kræfter i Norden. Manuskriptet er skrevet af Anders Thomas Jensen baseret på en historie af Anders Thomas Jensen og Susanne Bier. EN CHANCE TIL produceres af Sisse Graum Jørgensen for Zentropa, som også har stået bag Susanne Bier-film som Brødre, Efter Brylluppet, Hævnen og Den skaldede frisør.
EN CHANCE TIL har et budget på 35 mio. kr. og er produceret af Zentropa Entertainments34  i co-produktion med Zentropa International Sweden, FilmFyn og Film I Väst. Med støtte fra Det Danske Filminstitut, Svenska Filminstitutet, Nordisk Film & TV Fond og Eurimages. Og i samarbejde med DR og SVT.

EN CHANCE TIL har dansk premiere 15. januar 2015, hvor den er en del af den kommende sæsons Biografklub Danmark-program. Filmen distribueres i Danmark af Nordisk Film Distribution, mens Trustnordisk står for det internationale salg.