lykke-per-plakat-web

Trailer og plakat fra Bille Augusts store episke kærlighedsdrama LYKKE-PER er klar!

21.06.2018

Nordisk Film og TV 2 Danmark kan i dag offentliggøre trailer og plakat på Bille Augusts nye storfilm, det episke kærlighedsdrama LYKKE-PER, som er baseret på nobelprisvinder Henrik Pontoppidans litterære mesterværk af samme navn.

LYKKE-PER er en medrivende fortælling om Peter Sidenius, et moderne og ambitiøst menneske, der stræber efter det lykkelige liv og frigørelsen fra barndomshjemmets snævre rammer. Filmen er udvalgt som åbningsfilm i Biografklub Danmark og har biografpremiere over hele landet den 30. august 2018. I forbindelse med filmen, er der også produceret en miniserie som vil blive vist senere på TV 2.

Se traileren her.

Hovedrollen som Peter Sidenius – Lykke-Per – bliver indtaget af skuespiller Esben Smed, der sidste år blev hædret som Shooting Star ved filmfestivalen i Berlin. Esben Smed har tidligere spillet hovedrollen i Jacob Bitschs Aminas Breve (2017) og medvirket i bl.a. Sommeren ’92 (2015) og DR1-serien Bedrag (2016). I rollen som Jakobe kan man opleve Katrine Greis-Rosenthal, som bl.a. har medvirket i spillefilmen Fasandræberne (2014) og en række tv-serier som Heartless (2014-15), Broen III (2015) og senest TV 2-serien Bedre skilt end aldrig (2016).

Foruden de to tæller rollelisten bl.a. Jens Albinus, Rasmus Bjerg, Anders Hove, Tammi Øst, Tommy Kenter, Ole Lemmeke, Benjamin Kitter og Julie Christiansen. 

LYKKE-PER er instrueret af Bille August og forfattet af Bille August og Anders August, baseret på Henrik Pontoppidans delvist selvbiografiske roman, der blev til over en 20-årig periode fra 1898 til 1918. Bille August har tidligere med stor succes filmatiseret romaner som Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren (1987), Victor Hugos Les Misérables (1998) og Ulla Isakssons En sang for Martin (2001).

LYKKE-PER produceres af Karin Trolle og Thomas Heinesen for Nordisk Film Production i samarbejde med TV 2 Danmark. LYKKE-PER er støttet af Det Danske Filminstitut v/ Public Service Puljen, Fernsehfonds Austria, FilmFyn samt Den Vestdanske Filmpulje og er Co-produceret med Satel Film  GmbH. LYKKE-PER distribueres af Nordisk Film Distribution i Skandinavien.

På jagt efter lykken flytter Per væk fra det landlige Jylland, sin strenge opvækst i det stærkt religiøse hjem og sin patriarkalske præstefar, og sætter sejl mod København for at studere til ingeniør og realisere et stort visionært og moderne energiprojekt, baseret på vind- og bølgeenergi.

I hovedstaden kaster Per sig ud i storbylivet og indgår med livsappetit og glæde i det muntre og ubekymrede selskabsliv og får kontakt med den jævnaldrende Ivan fra den rige jødiske familie Salomon, som fascineres og begejstres af Pers ambitioner, og som vil hjælpe ham med at føre det ud i livet. Hos familien Salomon får Pers projekt næring, og Per får øje på mulighederne ved deres venskab og forelsker sig i datteren Jakobe som i første ombæring ikke har meget tilovers for den unge visionære præstesøn. Men Jakobe fascineres af Pers ihærdighed og stædighed og må til sidst give efter for kærligheden. Nu burde Pers lykke være gjort. Med hans kontakter til en af Danmarks rigeste familier og hans forlovelse med familiens smukke datter ser hans fremtid lys og lovende ud.

Men stadig trækkes Per med arrene fra barndommen og hans dogmatiske familie, der stadig ikke accepterer hans nye liv og hans jødiske forlovelse. Trods al sit held og fremgang har Per svært ved at bryde båndene og slippe af med de sår, hans strenge, religiøse baggrund har givet ham, og han frygter, at han nu som voksen vil komme til at gentage faderens adfærd.

User driven – vær kunde i din egen forretning. Reportage fra grow video optagelser 2

Data driven Frederiks team finder case

People driven Great employee experience HR hjælper med case