happy-ending8-rolf-20konow-web

Traileren til Hella Joofs Happy Ending offentliggøres i dag!

12.09.2018

I dag offentliggøres traileren til en af årets helt store feel good-komedier Happy Ending, der får premiere i de danske biografer 1. juledag 2018. 

Med dagens traileroffentliggørelse får publikum det allerførste kig på Hella Joofs nye film, som skabes af holdet bag kæmpesuccesen All Inclusive (2014). I hovedrollerne som ægteparret Helle og Peter ses to af landets skuespiller-darlings Birthe Neumann og Kurt Ravn. Filmen distribueres af Nordisk FIlm Distribution. 

I traileren får publikum en forsmag på, hvordan Helle og Peter efter 49 års ægteskab skal hvert til sit og genopfinde sig selv som senior-singler i en verden fuld af muligheder. Nye dating-forsøg, selfiestang-missioner, sex, viagra og følsomme diskussioner er blandt de sneak-peeks, filmens trailer afslører om Happy Ending, hvor det tegner til, at det aldrig er for sent at starte på en frisk.

Filmens handling

Helle glæder sig vanvittigt meget til, at hendes arbejdsnarkoman af en mand, Peter, endelig går på pension, så de kan tage hul på seniorlivets lyksaligheder sammen. Men da han kommer hjem fra sin sidste arbejdsdag med den store overraskelse, at han nu skal til at være vinimportør, og at han har investeret hele deres fælles opsparing i et østrigsk vinhus, tager livet en overraskende ny drejning. Helle og Peter går fra hinanden, og de begiver sig hver især ud på en hæsblæsende opdagelsesrejse med nye muligheder, problemer og drømme. Men kan man starte forfra efter 50 års ægteskab? Og kan man i det hele taget undvære hinanden? Happy Ending er en sjov og fræk fortælling om at turde starte forfra, selv når alt synes forbi.

Holdet bag

Happy Ending skabes af holdet bag kæmpesuccesen All Inclusive med Hella Joof i spidsen som instruktør. Hella Joof står desuden bag tidligere biografsucceser som En kort en lang, Fidibus og Oh Happy Day!. Manuskriptet forfattes af Mette Heeno, kvinden bag manuskripterne til bl.a. All Inclusive, tv-serierne Bedre skilt end aldrigLærkevej og Terkel i knibe. Filmen fotograferes af Kim Høgh Mikkelsen, Mette Rio står for Production Design, og filmen produceres af Happy Ending Film & TV v/ producer Mie Andreasen med støtte fra Det Danske Filminstitut ved Markedsordningen i samarbejde med TV 2 Danmark, FilmFyn og Nordisk Film Distribution.