f-c3-b8rfrosten

Trailerpremiere: De internationale filmanmeldere jubler over Jesper Christensens ’tour-de-force’ i nyt dansk drama

14.11.2018

Den prisbelønnede danske film FØR FROSTEN høster international hæder måneder før den danske premiere, - nu offentliggøres filmens danske trailer.

Det amerikanske, italienske og japanske festivalpublikum modtog forleden Michael Noers danske drama FØR FROSTEN med storm. Først blev det til en hovedpris til Jesper Christensen for bedste mandlige hovedrolle på Chicago Film Festival. Dernæst blev det til endnu en ærefuld pris til den danske skuespiller suppleret af en hovedpris til selve filmen på Tokyo International Film Festival. Og afslutningsvist udkom det anerkendte filmmagasin Hollywood Reporter så forleden med en stærk anmeldelse, hvori Jesper Christensens præstation blev udråbt til en imponerende ’tour-de-force’.

I FØR FROSTEN, som udspiller sig et sted ude på landet i 1850’ernes Danmark, indtager den 70-årige Jesper Christensen filmens markante hovedrolle som den fattige bonde, Jens. Med endnu en hård vinter forude, står han overfor et ubærligt valg. For hvis familien skal overleve vinteren, er han tvunget til at indgå en pagt med storbonden på den nærliggende gård og gifte sin datter Signe bort. Det kaster familien ud i dyb splittelse, hemmeligheder og mord. Spørgsmålet er, hvor meget Jens vil ofre for at redde sine børn.

I FØR FROSTEN spiller Jesper Christensen overfor Ghita Nørby og de unge talenter Clara Rosager, Gustav Dyekjær Giese og Elliott Crosset Hove. Filmen er instrueret af Michael Noer og skrevet i samarbejde med Jesper Fink, produceret af Nordisk Film Productions v. producer Matilda Appelin, René Ezra og Tomas Radoor med støtte fra Det Danske Filminstitut og Danmarks Radio DR.

FØR FROSTEN får dansk biografpremiere 10. januar 2019 i Biografklub Danmark.