noeglehusspejlbanner

Trailerpremiere på nyt dansk drama med Ghita Nørby i hovedrollen

07.10.2015

Kærlighed har ingen alder siger man, men er det rigtigt? Kan man stadig møde kærligheden og lidenskaben, når man er oppe i årene? Det er spørgsmålet i instruktøren Michael Noers tredje spillefilm, der har to af dansk og svensk films absolutte stjerneveteraner, 80-årige Ghita Nørby og 81-årige Sven Wollter, i hovedrollerne.

I en sen alder møder Lily (Ghita Nørby) kærligheden i skikkelse af den jævnaldrende charmør ’Piloten’ (Sven Wollter). I alt for mange år har hun tilsidesat sig selv, for at kunne tage sig af sin syge mand, Max. Så da hun træffer den livsglade og charmerende ældre svensker, som er flyttet ind i lejligheden ved siden af hendes, må hun give efter for hans ukuelige flirt og hun overrumples af en forelskelse, som var det for både første og sidste gang i hendes liv. Men kan hun overhovedet tillade sig det? Og hvad med Max? Lily opdager snart, at hendes ny vundne glæde ikke deles af hendes egen familie.

Lily nægter imidlertid at give op og sammen med ’Piloten’ planlægger hun at flygte og gøre oprør mod alle de fastlåste fordomme om, hvordan hun skal tilbringe sine sidste år. Men heller ikke det er uden problemer. For Lily synes at glide længere og længere ind i sig selv, - ting der var så nemme og logiske engang, er pludseligt blevet komplicerede. Måske er hun ikke længere den samme, som hun var engang?
 
NØGLE HUS SPEJL er instruktøren Michael Noers tredje spillefilm. Efter debutfilmen R (2010) fulgte NORDVEST (2013) som begge handlede om det kriminelle ungdomsmiljø. Nu følger så NØGLE HUS SPEJL hvor Michael Noer har taget udgangspunkt i den voksne generation.
 
- Ligesom i mine tidligere film betyder autenticiteten alt i denne film. Det interesserer mig at undersøge miljøer, som er underlagt en masse logiske og ulogiske regler og rutiner. Hvad enten det foregår i en fængselscelle, i et gademiljø eller på et plejehjem så etablerer mennesker sig og får det maksimale ud af deres omgivelser. Det er også tilfældet i denne film, hvor jeg har forsøgt at skildre miljøet og de mennesker som bebor det så autentisk som overhovedet muligt.

NØGLE HUS SPEJL er en varm kærlighedshistorie og en hyldest til den kærlighed, der hverken lader sig stoppe af fordomme eller alder. Et drama om to mennesker, som kaster sig ind i et kærlighedseventyr som om det var både første og sidste gang, at de lader sig overmande af denne intense følelse. Det er en film om kærligheden, som det mest livgivende, også selvom den rammer filmens hovedpersoner på et tidspunkt i slutningen af livet, siger Michael Noer.
 
Allerede længe før filmens danske premiere har Ghita Nørby høstet stor international hæder for sin imponerende indsats i rollen som Lily - i forsommeren modtog hun de italienske filmkritikeres pris for bedste europæiske kvindelige skuespiller ved filmfestivalen Festival del Cinema Europeo.
Nu får det danske biografpublikum muligheden for at opleve Ghita Nørby og Sven Wollter i hovedrollerne som Lily og Erik, når filmen får premiere 12. november i biografer over hele landet.