Logo

RSS Print

Twilight væltede Stockholm

Det var aftenen, alle skandinaviske teenagepiger havde ventet på. Det var aftenen, hvor næstsidste del af det populære teenage-fænomen, Twilight, skulle fejres. Og det var aftenen, hvor Nordisk Film sagde tak for den fantastiske opbakning og gav fansene, hvad de allerhelst ville have: Robert Pattinson!

I forbindelse med lanceringen af Twilight-seriens fjerde film, Breaking Dawn del 1, havde Nordisk Film igen arrangeret et storslået skandinavisk fanarrangement. I år på direkte opfordring af Twilights eget produktionsselskab, Summit Entertainment, der var særligt imponerede over 2010's vellykkede Eclipse-event i Stockholm med skuespillerne Kristen Stewart (Bella Swan) og Taylor Lautner (Jack Black).

Årets fanarrangement fandt sted 28. oktober i Stockholms ishockyhal, Hovet, der har plads til intet mindre end 10.000 skandinaviske Twilight-fans. De svenske radiokendisser Knappen og Hakim guidede fansene sikkert igennem den fire timer lange aften med spændende musikoptrædener og filmklip, bl.a. med hidtil usete Twilight-scener, og en montage af Edward og Bellas romance fra deres første møde til frieriet, der vakte stor begejstring hos de entusiatiske fans.

Højdepunktet for aftenen var dog uden tvivl øjeblikket, hvor Twilight-stjernerne, hjerteknuseren over dem alle, Robert Pattinson (Edward Cullen) og hans bedårende filmsøster Ashley Greene (Alice Cullen) trådte ind i den ophedede sal. Veloplagte tog de sig tid til autografer og til lade sig fotografere sammen med de heldige fans, der gennem forskellige konkurrencer havde fået lov at komme helt tæt på den røde løber. Alle skreg af jubel og flere græd af glæde.

Da Robert og Ashley nåede salens midte, trådte de op på en udsmykket scene formet som et kæmpestort skakspil (kendt fra Breaking Dawns bogcover), hvor den svenske mediepersonlighed Cissi Walin styrede en 20 minutter lang Q&A-session med spørgsmål stillet af fansene.

Et af spørgsmålene lød på, hvordan reaktionen var, da de fik at vide, de havde fået en rolle i Twilight. Ashley fortalte, at hun både skreg og hoppede op og ned, fordi hun holder så meget af karakteren Alice Cullen. Allerede inden filmatiseringen var karaktererne jo kendt gennem bøgerne skrevet af amerikaneren Stephanie Meyer.

En fan ville også gerne vide, hvordan det at medvirke i Twilight havde ændret stjernernes liv. Ashley fortalte, hvordan hun før havde været en kæmpende skuespiller med et tjenerjob ved siden af, mens Twilight nu havde vendt alting på hovedet. Robert forklarede spøgende, at livet var det samme, og henvisende til larmen omkring sig, sagde han, at folk også skreg ad ham før Twilight, de skreg bare og løb bort.

Begge idoler var meget overvældede over opmærksomheden og takkede fansene flere gange. Robert sagde, at det udelukkende var på grund af seriens fans, at de overhovedet kom i gang, og at de endnu kan fortsætte, og Ashley takkede for den fantastiske velkomst i Stockholm. Da Q&A-sessionen var slut, rejste stjernerne sig og gik tilbage langs den røde løber, men skiftede side, så fansene fik mulighed for at få autografer fra begge.

Både skuespillere, fans og arrangørerer var ovenud tilfredse med Breaking Dawn-eventens forløb. Nordisk Films Marketing Manager, Morten Astinger, udtalte efterfølgende:

"Alt gik fuldstændig som planlagt, og fansene var utrolig glade, hvilket jo er det vigtigste!"

For ham er det uhyre vigtigt, at Twilight-arrangementerne forbliver en fest for fansene, og at det er gratis at deltage:

"Det er fansene, der køber billetterne, det er fansene, der lægger pengene, så det eneste rigtige at gøre er at glæde dem og give noget tilbage. Det er dem, der dyrker fænomenet, så de skal møde deres idoler på det allertætteste."

Fakta
Nordisk Film distribuerer Twilight-filmene.
De første tre Twilight-film har på verdensplan omsat for 1,8 mia. dollars.
Den seneste Twilight-film Eclipse (2010), solgte 350.000 biografbilletter i Danmark alene.
Breaking Dawn del 1 har dansk biografpremiere 17. november.

Se flere billeder og læs mere på:
www.facebook.com/TwilightDenmark
Fotos: Sanne Jacobsen/Egmont Digital Center