Logo

RSS Print

UNDER SANDET nomineret til Nordisk Råds Filmpris 2016

Filminstruktør Martin Zandvliet og filmproducent Mikael Rieks er af en enig dansk jury blevet nomineret til Nordisk Råds Filmpris 2016 for filmen UNDER SANDET produceret af Nordisk Film.

Filminstruktør Martin Zandvliet og filmproducent Mikael Rieks er blevet nomineret til Nordisk Råds Filmpris 2016 for filmen UNDER SANDET produceret af Nordisk Film og deltager dermed i konkurrencen om en af Nordens mest eftertragtede kulturpriser. I alt fem nordiske film, én fra hvert land, er nomineret og herfra skal en fælles nordisk jury udpege én vinder.

Den danske jury bestående af filmanmelderne Per Juul Carlsen, Jakob Wendt Jensen og Eva Novrup Redvall motiverer nomineringen af den danske kandidat således:

”Ét er at fortælle en medrivende historie om et menneske i udvikling. Noget andet er at genskabe et stykke historie, så vi virkelig er til stede i den. Og noget helt tredje er at turde udfordre den danske nationalsjæl, hvor det gør rigtig ondt. Martin Zandvliets UNDER SANDET klarer ubesværet alle tre udfordringer med sin nærmest ubærligt intense beretning om tyske teenagesoldater, der blev tvunget til at fjerne miner ved den jyske vestkyst efter 2. verdenskrig. Det er umuligt ikke at blive påvirket på sit menneskesyn og sin nationalfølelse af UNDER SANDET.”

Siden UNDER SANDET havde dansk biografpremiere i december 2015, har filmen gået sin sejrsgang på filmfestivaler over det meste af verden. Seks Robert statuetter, tre Bodil-priser og mere end 23 internationale priser er det blevet til i løbet af det sidste halve år og senest har filmen haft biografpremiere i Norden efterfulgt af distribution og premiere i bl.a. Japan, Frankrig og USA senere på året.

Filmen blev for nylig shortlistet til en dansk Oscar nominering. Filminstruktør Martin Zandvliet befinder sig i øjeblikket i Tokyo, hvor han instruerer sin første engelsksprogede spillefilm, THE OUTSIDER med Jared Leto i hovedrollen. Mikael Rieks er i fuld gang med at forberede sine næste danske og internationale projekter deriblandt et nyt projekt skrevet af Martin Zandvliet som instrueres af Asger Leth.

Årets kandidater
Også blandt de øvrige kandidater finder man filmtitler som har høstet stor international anerkendelse:

• THE HAPPIEST DAY IN THE LIFE OF OLLI MÄKI instrueret af Juho Kuosmanen (Finland)
• SPARROWS instrueret af Rúnar Rúnarsson (Island)
• LOUDER THAN BOMBS instrueret af Joachim Trier (Norge)
• EFTERSKALV instrueret af Magnus von Horn (Sverige)

Alle gode gange 13 
Det er i år 13. gang prisen uddeles til en film som har markeret sig i kraft af sin kunstneriske originalitet og stærke forankring i den nordiske kultur. Prisen som er på kr. 350.000 deles ligeligt mellem filmens instruktør, forfatter og producent.

Fem gange tidligere er prisen tilfaldet en dansk film, senest i 2013 til Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm for JAGTEN.  Årets vinder offentliggøres tirsdag 1. november under Nordisk Råds Session i København og samtlige film vises i Grand Teatret, København ved et særarrangement søndag den  9. oktober.