Logo

RSS Print

Ungt stjerneskud får rollen som Rose i Afdeling Q-filmene

Det 30-årige kæmpetalent Johanne Louise Schmidt bliver snart et kendt navn i den brede offentlighed, når hun fra næste år skal spille Rose i FASANDRÆBERNE og de efterfølgende to spillefilm om Afdeling Q.

  • Johanne Louise Schmidt og instruktør Mikkel Nørgaard på settet til FASANDRÆBERNE. Fotograf: Christian Geisnæs

    Johanne Louise Schmidt og instruktør Mikkel Nørgaard på settet til FASANDRÆBERNE. Fotograf: Christian Geisnæs

Mens den længe ventede filmatisering af Kvinden i buret kom fantastisk flot fra start i de danske biografer forrige weekend og allerede har solgt over 400.000 billetter, er Zentropa og hele holdet bag filmen allerede gået i gang med optagelserne til film nr. 2, FASANDRÆBERNE. Det har allerede været offentliggjort, at Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares og Søren Pilmark er med igen samt at både Pilou Asbæk, David Dencik og Danica Curcic spiller nøgleroller i FASANDRÆBERNE.
 
I dag kan Zentropa så efter måneders spekulation løfte sløret for, hvem der skal spille den gennemgående rolle som den uortodokse og excentriske sekretær Rose i de kommende Afdeling Q-film. Efter mange måneders castingforløb på rollen er valget faldet på det 30-årige stortalent Johanne Louise Schmidt.
 
Johanne Louise Schmidt er et ubeskrevet blad i den brede offentlighed, men fik et stort gennembrud i sommer, hvor hun fik fantastiske anmeldelser som Agnès i Fruentimmerskolen på Grønnegårds Teatret. Hun er uddannet fra Statens Teaterskole i 2009 og har de seneste år været en fast del af ensemblet på Det Kongelige Teater. Her har hun haft bærende roller i forestillinger som Det Gode Menneske fra Sezuan (2011), Sonetter (2012), Macbeth (2012-13) og Kagefabrikken (2013). Hun modtog en Reumert talent-pris i 2010.
 
Rollen som Rose er Johanne Louise Schmidts spillefilmsdebut, når man ser bort fra tegnefilmen Rio (2011), hvor hun lagde stemme til. Når hun først præsenteres som Rose nu skyldes det, at figuren ikke er med i Kvinden i buret – hverken bogen eller filmudgaven. Men fra og med FASANDRÆBERNE bliver Rose en del af det faste persongalleri og skal fremover danne trekløver med Carl Mørck og Assad i Afdeling Q.

Se Johanne Louise Schmidt tale om rollen som Rose i Afdeling Q-filmene her