2003733-der-kommer-en-dag-poster-theatrical-derkommerendagartwork-dan-print

Zentropa offentliggør trailer og plakat til den stjernebesatte storfilm ”Der Kommer en Dag”

22.02.2016

Den 21. april er der premiere på Zentropas "Der Kommer en Dag" med Lars Mikkelsen og Sofie Gråbøl i to af de bærende hovedroller. Baseret på virkelige hændelser skildrer filmen forholdene på børnehjemmet Gudbjerg i 1967, hvor to uadskillelige brødre anbringes efter at være blevet fjernet fra deres syge mor. "Der Kommer en Dag" er en gribende ’David vs. Goliat’-historie om håb - en fortælling om to brødres heltemod, fantasi og drøm om en bedre fremtid.

I dag udkommer filmens officielle plakat og trailer. Plakaten viser Gudbjergs frygtede forstander (Lars Mikkelsen), og den nytilkomne Lærer Lilian (Sofie Gråbøl), der modstræbende må lære spillets regler på Gudbjerg. I bunden af plakaten ses de to brødre Erik og Elmer på flugt.

I traileren følger vi de to brødre, Elmer og Erik, der med astronautdrømme og drengemod anbringes på børnehjemmet, hvor de dog hurtigt må sande den ubarmhjertige virkelighed og finde en måde at tage den ulige kamp op for at genvinde friheden. Se traileren her: https://youtu.be/be2fIW-ULUg

I filmen medvirker udover Lars Mikkelsen og Sofie Gråbøl også Lars Ranthe, Søren Sætter-Lassen, Sonja Richter, David Dencik, Paw Henriksen, Jens Jørn Spottag og Solbjørg Højfeldt. Filmen er instrueret af Jesper W. Nielsen (Okay, Lykke, Borgen) med manuskript af Søren Sveistrup (Forbrydelsen).

DER KOMMER EN DAG har et budget på 31,6 mio. kr. Filmen er produceret af Zentropa Entertainments3 v/ Peter Aalbæk Jensen, Sisse Graum Jørgensen (En Chance Til, Jagten, Den Skaldede Frisør, Hævnen) og Louise Vesth (Flaskepost fra P, Fasandræberne, Kvinden i Buret, Nymphomaniac og Klovn The Movie) i co-produktion med FilmFyn, Film Väst og Zentropa International Sweden. Med støtte fra TV 2 Danmark, Det Danske Filminstitut, Nordisk Film & TV Fond og The MEDIA programme of the European Union.

DER KOMMER EN DAG distribueres i Danmark og Skandinavien af Nordisk Film Distribution. Internationalt salg varetages af TrustNordisk.